De utrolige 2 anmeldelse: Et sekund for superheltefamilien, 14 år for os andre

Det virker som om, der kun er gået få sekunder, siden vi sidst sagde farvel til Pixars superheltefamilie i The Incredibles.

Dengang havde mor, far og børn igen fundet de ellers ulovlige superheltekræfter frem og var i kamp mod en ny skurk: ‘The Underminer’.

Og det er da også lige præcis der, De utrolige 2 samler op på historien igen.

For Helen, Bob, Violet, Dash og lille Jack-Jack er der kun gået få sekunder. Men for os andre er der faktisk gået 14 år, og der er løbet meget vand i superhelte-åen siden da.

Det er måske en del af grunden til, at De utrolige 2 ikke rammer helt så rent som den oprindelige film, som jeg i øvrigt betragter som en af Pixars allerbedste.

Historien, der sparker løjerne igang i Brad Birds længe ventede opfølger, er ikke helt så klar og tematisk sammenhængende som første films superhelte-midtvejskrise.

Eller måske rettere, på overfladen er den præcis lige så klar.

Plottet i De Utrolige 2 minder nemlig desværre lidt for meget om den oprindelige film.

Dengang var det farmand Bob, der plejede sin livskrise ved at udøve superheltegerninger, mens han efterlod sin undrende kone Helen derhjemme.

Denne gang er det Helen, der igen må trække i spandex som Elastigirl, da det rige søskendepar Winston og Evelyn foreslår en plan, der igen skal få offentligheden til at stole på superheltene.

Det er første films plot med omvendt fortegn, der denne gang lader Bob – Mr. Incredible – være forsmået hjemmegående familiefar, mens Helen tager superhelteæren.

Det er sådan set fint nok, men det føles også underligt dovent og som et spejlvendt ekko af den første film.

Den nye megaskurk Screenslaver, gør desværre ikke sagen bedre.

Screenslaver føles underligt isoleret fra familiens problemer, og plottet tager unødvendigt mange kringlede drejninger med det triste resultat, at De Utrolige 2 i en periode bliver lidt tung i superheltebagen.

Den tematiske sammenhængskraft er heller ikke helt på pletten.

Man kan sige nok så meget – og det er der også blevet gjort – om instruktør Brad Birds hang til at fortælle historier om ekstraordinære individer, der skal have ubegrænset frihed til at udleve deres talenter.

Men den oprindelige The Incredibles leverede budskabet i en fantastisk sammenhængende pakke med udgangspunkt i troværdige familedynamikker.

I De Utrolige 2 skyder Bird med spredehagl.

Den mediemanipulerende skurk Screenslaver skal fortælle noget om – ja – mediemanipulation, så er der lidt om kønsroller, en blandet hyldest/kritik af kapitalisme og noget om at kopier aldrig er så gode som originalen.

Det er lidt noget rod.

De Utrolige 2 er med andre ord ikke lige så vellykket som sin forgænger.

Men – og det her er altså det berømte anmelder-men – det er altså også svært at være i direkte sammenligning med en moderne klassiker.

De Utrolige 2 er nemlig også fyldt med utallige glæder.

Parr-familien er stadig Pixars bedste, og de føles stadig mere hjertevarmende ægte end måske alle andre superhelte i filmhistorien.

Jeg får næppe nogensinde nok af familien Parr.

Bird fanger igen med præcision den interne dynamik, der går igen i mange familier til både rørende og lattervækkende effekt.

Det er også en fornøjelse at synke ind i Bird retro-nostalgiske 60’er-univers endnu en gang. Nu endda med 14 års forøgelser i computeranimationens teknologi, men med samme formfuldendte kunstneriske udtryk.

Det er også en fornøjelse at høre komponist Michael Giacchino vende tilbage til sit bedste soundtrack.

Og så leverer Bird en række helt suveræne actionsekvenser – med Elastigirls redning af et løssluppent tog som højdepunktet – der er i en liga helt for sig.

På mange måder føles De Utrolige 2 som at finde en gammel favorit-sweater frem fra skabet igen.

Den er stadig dejlig varm, men maskerne er måske ikke helt så tætte mere, skurken ikke lige så god og plottet for gentagende.

Ok, min sweater-metafor fungerer ikke rigtig.

Men pointen er: De Utrolige 2 er fyldt med fornøjelser, også selvom den ikke helt lever op til sin utrolige forgænger.

Gensynsglæden er enorm, og De Utrolige 2 er en frydefuld filmoplevelse, også selvom den ikke er helt så skarp som sin forgænger.