Ordets magt anmeldelse: Røvhuller på film

Jeg vil gerne tale lidt om røvhuller på film.

Altså, af den overførte slags. Den anden type røvhuller kan vi tage fat på en anden dag.

Nej, jeg tænker på den slags dybt usympatiske og vildt charmerende personer, der er strøet med løs hånd ud over filmhistorien. Den slags røvhuller som Jack Nicholsons Melvin Udall fra As Good as It Gets eller Clint Eastwoods Walt Kowalski fra Gran Torino.

Det er den type, som skal få os til at grine og måske endda også græde lidt på trods af, at de er nogle usympatiske svin.

Det kan være en svær balancegang at bygge en film op omkring sådan et røvhul, for meget i den ene retning, og man kan blive i tvivl om filmen er enig med røvhullets forstokkede holdninger.

For meget i den anden retning og så er røvhullet pludselig slet ikke et røvhul alligevel.

Ordets magt lykkes lige nøjagtig med at holde røvhulsbalancen, men også kun lige nøjagtig.

Denne gang er røvhullet en arrogant og racistisk professor i retorik: Pierre Mazard.

Mazard dummer sig, da han ved en forelæsning læsser sine selvfede forstokkede holdninger ud over filmens anden hovedperson; den førsteårsstuderende unge kvinde Neïla, der som navnet antyder har arabisk oprindelse.

Desværre for Mazard optages hans udgydelser på utallige studerendes mobiltelefoner. Inden længe er et allerede blakket rygte blevet endnu værre, og Mazard tvinges til at træne Neïla til skolens prestigefyldte konkurrence i retorik.

Resten af Ordets magt forløber præcis, som du forventer.

“En fordomsfuld professor. En rebelsk studerende. Begge får deres livs lektion!” lyder den danske tagline for Ordets magt, der ikke lægger skjul på, at det er en film lavet efter gammel opskrift.

Ordets magt anmeldelse
Foto: Another World Entertainment

To meget forskellige mennesker skal lære af hinanden, mens Neila trænes op som en retorikkens Karate Kid til det endelige opgør, der bryder med hendes sociale baggrund.

Men opskriften virker heldigvis.

Ordets magt er både letbenet og glad for billige point, men den er også et veloplagt stykke håndværk, der har held med at skabe kemi mellem sine to hovedkarakterer.

Sanger og skuespiller Camélia Jordana er overbevisende som den unge Neïla, der forsøger at bryde med sin sociale baggrund ved at læse på universitetet.

Hendes bagland hjemme i boligblokken viger heldigvis uden om de værste klicheer, og får mere en aura af varmt barndomshjem end typisk film-ghetto.

Og det er unægteligt tilfredsstillende at se Neïla arbejde sig frem mod sine drømme i god gammeldags feel-good stil.

Ordets magt anmeldelse
Foto: Another World Entertainment

Og så er der ham røvhullet.

Det er mest den arrogante Mazard, der truer med at trække Ordets magt fra formularisk, men tilfredsstillende, over mod det mere problematiske.

For en gang imellem virker det som om, at instruktør Yvan Attal og hans mindre hær af manuskriptforfattere gerne vil have publikum til at finde lidt for meget sympati hos Mazard.

Hans små racistiske spøgefuldheder skal vist nogle gange være mere sjove, end de skal være usympatiske. Og det er problematisk.

For Mazard er et røvhul.

Ordets magt anmeldelse
Foto: Another World Entertainment

Jeg kan også få lyst til at sætte spørgsmålstegn ved hele filmens præmis: en blegfed franskmand, der skal lære en ung kvinde med arabisk baggrund at tale ordentligt fransk.

Men Ordets magt klarer den alligevel hjem ved at tage afstand fra Mazards holdninger, men hylde hans menneskelighed i sin tilfredsstillende finale, der heldigvis er mere Pygmalion end My Fair Lady.

Og så er det godt, at det er den karismatiske og garvede skuespiller Daniel Auteuil, der veloplagt spiller rollen som Mazard.

Og det er nok i virkeligheden det, der er hemmeligheden ved røvhuller på film.

Hvis skuespilleren er charmerende og dygtig nok, så kan røvhullerne næsten tillade sig hvad som helst.

Ordets magt kompenserer for sin formulariske historie med solidt håndværk, veloplagt skuespil og masser af fransk feel-good.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer