Lykke-Per anmeldelse: Prestigeprojekt

Lykke-Per må på overfladen siges at være et godt gammeldags prestigeprojekt.

Den oscar-vindende danske instruktør Bille August filmatiserer Henrik Pontoppidans over 114 år gamle litterære klassiker med to af Danmarks spirende stjerneskuespillere i hovedrollerne.

Og så med en seriøst balle-lammende spilletid på næsten tre timer.

Lykke-Per er da også udvalgt som et muligt bud på Danmarks Oscar-kandidat allerede inden biografpremieren. Om de involverede har gjort det for prestigen, kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om.

Så skulle det da lige være TV2, der til næste år får premiere på Lykke-Per i TV-serie-form; deres største fiktionsprojekt nogensinde.

Prestige eller ej, så kan alle involverede – på trods af lidt ujævnheder – godt være tilfredse med resultatet.

Men det er nu ikke fordi Lykke-Per byder på de store overraskelser.

Bille August har med sikker hånd instrueret en overraskende trofast version af Pontoppidans klassiker. Lykke-Per er storladent kostumedrama af den gamle skole, så hvis den slags ikke frister, så har du nok noget andet du kan bruge tre timer på.

Som i alle sine film dykker August ind i psykologien hos sine hovedpersoner. Han er ikke nær så interesseret i storladent historisk drama, som han er i intime karakterstudier på historisk baggrund.

Den tilgang egner sig heldigvis godt til Pontoppidans udviklingsroman, der netop udforsker sin hovedpersons psyke.

Historien om den stakkels Per – eller Peter som han faktisk hedder – der vokser op under en tyrannisk præstefar og bryder fuldstændig med sit bagland, da han tager til København for at læse som ingeniør – er i virkeligheden en lang udforskning af sin hovedpersons utilfredshed og utilstrækkelighed.

Det er det moderne gennembruds tanker om videnskab og tro og klasseskel personificeret i en enkelt mand, og selvom en del af den tids tanker efterhånden er noget forældede, så er der stadig guf at hente i historien om en mand, der rives i stykker af den moderne verden.

Per spilles imponerende godt af Esben Smed, der forstår at gøre Per sympatisk – eller i det mindste forståelig – på trods af enorme portioner arrogance og egoisme.

Overfor ham er det især Katrine Greis-Rosenthal, der stjæler billedet som Pers udkårne Jakobe. Hun leverer en fantastisk detaljeret og rørende præstation, som en tilknappet kvinde der åbner sig op, blot for at blive ladt i stikken.

Det er forholdet – og spillet – mellem de to, der er det bankende hjerte i Augusts version af Lykke-Per.

Filmen er flot iscenesat med velvalgte diskrete special-effects, der bringer fortidens København flot til live, og på trods af sin lange spilletid føles Lykke-Per kun sjældent langsom.

Til gengæld er det til at mærke, at Lykke-Per også er tænkt som en længere TV-serie.

Flere bipersoner forsvinder brat og klodset ud af fortællingen, mens andre plottråde får lov til at dingle i luften.

Resultatet er at Lykke-Per til tider føles både for lang og for kort. Som om mere materiale enten skulle være efterladt i klipperummet eller være del af filmen.

Jeg tror serien har potentiale til at være bedre end filmen.

Det er til gengæld tilgivet, da filmen når frem til en afslutning, med overraskende følelsesmæssig slagkraft.

Prestigeprojekt eller ej, så er Lykke-Per værd at se.

Lykke-Per lider lidt under også at være tænkt som TV-serie, men er alligevel tilpas storslået underholdning af den gamle skole, der er sit klassiske forlæg værdigt.