Dagens julefilm: Die Hard (1988)
Derfor skal du se den
Behøver jeg virkelig fortælle, hvorfor du skal se Die Hard? Den bedste actionfilm nogensinde skal ses, så mange gange man overhovedet kan komme i nærheden af. Bruce Willis er på højdepunktet af sin skuespilkarriere som New Yorker-betjenten John McClane, der håber at blive genforenet med sin separerede kone Holly til en julefest på hendes arbejdsplads i Nakatomi Plaza i Los Angeles.
Desværre afbrydes løjerne tidligt af en gruppe terrorister – ført an af Hans Grueber i en ikonisk rolle spillet af nu afdøde Alan Rickman – og resten er rappe replikker, benhård brutalitet og Yippee-ki-yay-motherfucker!
Julefaktor
Engang var Die Hard den alternative julefilm, men nu er den efterhånden at betragte som en af de mest populære af slagsen. Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, så læs videre
Filmen foregår selveste juleaften. Den er fyldt med referencer til julen. Michael Kamens suveræne musik bruger blandt andet bjælder. RUN DMC’s julesang “Christmas in Hollis” har en prominent plads. McClane bruger jule-tape til at klistre en pistol til sin ryg. Afslutningssangen er “Let It Snow” for fanden.
Hvis det ikke er nok, så lad os dykke lidt dybere.
Die Hard handler basalt set om en mand der juleaften kæmper for at blive genforenet med sin familie. Det bliver ikke meget mere julefilms-klassisk end det. John McClane kravler ikke igennem en skorsten, men både en elevatorskakt og en ventillationsskakt for at redde julen. Sjældent har julemanden været så sej.
Du har altså Kinosaurs godkendelses-stempel på, at det er tilladt at se McClane dræbe terrorister her i juletiden. God fornøjelse!
Bonus-info
Vidste du at Die Hard er baseret på en bog? Den hedder Nothing Lasts Forever, er skrevet af Roderik Thorpe og indeholder overraskende mange af filmens ikoniske elementer.
McClane er til gengæld ikke at finde i bogen. I stedet hedder helten Joe Leland, er en del ældre, og er kommet for at besøge sin datter, ikke sin kone.
Måske endnu sjovere så er Nothing Lasts Forever faktisk en efterfølger til bogen The Detective. Den bog er også filmatiseret med selveste Frank Sinatra i hovedrollen. Den aldrende Sinatra blev også tilbudt hovedrollen i Die Hard, men takkede nej.
I stedet gik rollen til Willis, historien blev mindre dyster og mere humoristisk og filmhistoriens bedste actionfilm – og en perfekt julefilm – blev født.