Dagens julefilm: Miracle on 34th Street (1947)

Miracle on 34th Street
Copyright 20th Century Fox

Derfor skal du se den

Dagens julefilm er Miracle on 34th Street – eller på dansk Miraklet på Manhattan. Det er endnu en julefilm, der nok er mere kendt i USA end i Danmark, men sammen med It’s a Wonderful Life betragtes den som en af de største julefilms-evergreens.

Men Miracle on 34th Street er værd at se for mere end sit juleindhold. Historien om den hvidskæggede ældre herre, der kalder sig selv Kris Kringle og påstår at han er selveste julemanden, er en rigtig mainstream humørspreder. Men den er også en fin meditation over fantasien og troens magt, og ikke mindst julens kommercialisme.

Kris Kringle ansættes som julemand i det enorme amerikanske stormagasin Macys. Her gør han til sin mission at overbevise den fraskilte unge kvinde Doris og hendes datter Susan om at kynisme ikke er vejen frem i livet. Inden længe skal den varmhjertede Kris dog også overbevise hele verden, da han i en retssag skal bevise, at han virkelig er julemanden og ikke skør.

Miracle on 34th Street vandt 3 oscars ved sin udgivelse. Den ene for Edmund Gwenns varmhjertede pæstation som Kris. Den har et snedigt manuskript, og udfolder sig som en hjertevarm komedie, men gemmer også på en velleveret pointe om ikke at miste håb i en kold verden, der gør den relevant på andre tidspunkter end bare juletiden.

 

Julefaktor

Miracle on 34th Street er måske julefilmen to-rule-them-all. Fra åbningscenen hvor Kris Kringle irettesætter rensdyrene i en vinduesudstilling, fordi de ikke er realistisk nok, eller hans anbefalinger til kunderne i stormagasinet om at gå i andre butikker, der har det legetøj de leder efter. Miracle on 34th Street er gennemsyret af jul.

Men det er faktisk den underliggende tematik, der er mest julet. Retssagen om at bevise julemandens eksistens, bliver en retssag om at bevise ideer. Har ideer værdi, også selvom de ikke eksisterer fysisk? Ja, siger Miracle on 34th Street og minder om glæden ved jul netop er en ide.

Men en magtfuld en af slagsen.

Bonusinfo

På trods af sin status som juleklassiker blev Miracle on 34th Street ikke oprindeligt udgivet til jul. Megaproduceren Darryl F. Zanuck mente at flere gik i biografen i varmt vejr. Filmen fik derfor premiere i maj, og alle referencer til julen blev godt gemt væk i markedsføringen – inklusive Edmund Gwenn, der spiller den vitale rolle som Kris Kringle.

Facebook kommentarer