Come Play anmeldelse: Svampe-POV

Jeg bliver næsten altid begejstret, når en film viser mig noget nyt.

Det er nok en bivirkning ved først at være årelang filmfan og senere filmanmelder. Hvis man har set mange film, har man set meget af det samme.

Så er noget nyt næsten en kvalitet i sig selv.

Instruktør Jacob Chases gyser Come Play er ikke ligefrem spækket med nyskabelser. Men allerede i indledningen leverer Come Play altså et kameraskud, jeg aldrig har set før.

Et point-of-view-skud fra indersiden af en mobiltelefon der afspiller Svampebob Firkant.

Et Svampe-POV.

Det var måske ikke noget jeg havde forestillet mig, at jeg skulle opleve, og det sætter jeg pris på.

Resten af Come Play er ikke helt så overraskende. Faktisk er du godt forberedt, hvis du har set enten Lights Out eller Mama.

Ligesom de to film er Come Play baseret på en vellykket kortfilm med en skarp gimmick, der har gået sin sejrsgang på nettet.

I dette tilfælde hedder kortfilmen Larry navngivet efter filmens monster, der også er den gysende skurk i Come Play.

Det er ham, der kigger ildevarslende ud fra bag Svampebob Firkant på filmens hovedperson; den autistiske dreng Oliver.

Larry gemmer sig nemlig i Olivers telefon og tablet i en skummel digital børnebog, som man endelig ikke må læse til ende.

Det er en rigtig internet-spøgelseshistorie gimmick, men den er desværre ikke så skarp, som den kunne være.

Larry er både et Babadook*-***børnebogsmonster, en online ånd, et *Lights Out-*lysmanipulerende genfærd og et meget fysisk ranglet monstrum.

Come Play prøver desperat at forklare, hvordan alt det hænger sammen, men Jacob Chases manuskript vrøvler lidt rundt i sine egne regler og Larry-mytologien ender lidt som noget rod.

Samtidig har chokeffekterne fra Chases oprindelige 5-minutters kortfilm ikke helt nok kød på knoglerne til at bære spillefilmslængden.

Chase er ikke ueffen som gyser-instruktør, og får leveret en del fine små gysende set-pieces. Han bruger præcist kamera-arbejde og klassisk gysende lyddesign, og giver sig god tid til at opbygge stemning, inden Larry popper frem.

Men der er desværre en indbygget begrænsning i, hvor mange gange Larry og kompagni kan levere de samme gys.

Og dramaet mellem den meget film-autistiske Oliver og hans forældre, er hæmmet af både kluntet dialog og overgjort skuespil.

Så får de gentagende gys ikke meget modspil.

På den måde får Come Play på trods af fine takter aldrig helt løftet sig over det gennemsnitlige. Selvom den har klart mareridtspotentiale for alle 10-12 årige.

Så kan vi andre til gengæld glæde os over at have set Svampebob fra indersiden af skærmen.

Come Play er ikke uden gysende kvaliteter, men roder for meget rundt i sine gimmicks til at være rigtig god.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer