The Craft Legacy anmeldelse: Bedre tider

Tiderne er skiftet til det bedre.

Sådan er der nok ikke mange der har det her i bagenden af helvedesåret 2020.

Men skal man vurdere verdens fremgang kun på baggrund af teenageheksefilmen The Craft fra 1996 og den noget uventede efterfølger The Craft: Legacy, så lever vi altså nu i en bedre verden.

‘Now is the time. Now is the hour. Ours is the magic. Ours is the power’ messede de fire outsider-high-school-hekse tilbage i 90erne.

The Craft var mainstream underholdning rettet direkte mod piger med ekstra-mørk øjenmakeup. En slags gotisk girlpower.

Men det var nu ikke reelt meget ‘power’ Neve Campbell, Rachel True, Robin Tunney og Fairuza Balk havde dengang.

For hvad brugte de reelt de frigørende heksekræfter til? De scorede drenge med overfladisk skønhed og skaffede kolde kontanter.

De nye hekse i The Craft Legacy, gør deres indskrænkede klassekammerat til en ‘woke’ og tolerant kvinderetsforkæmper.

I 1996 blev Rachel True, den eneste af heksene med mørk hud, ekskluderet fra prisoverrækkelser og genforeninger.

Denne gang er der både en heks med mørk hud, Lovie Simone, men også en transkvinde, Zoey Luna, blandt hovedpersonerne.

Den gang steg kræfterne kvinderne til hovedet og de endte med at bekrige hinanden internt.

Denne gang er fjenden ubetinget giftig maskulinitet, og de fire nye kvinder får lov til at stå sammen og være filmens ubetingede helte.

På den måde er The Craft: Legacy mindst lige så meget en tidskapsel som originalen, men den viser helt objektivt set fremgang – uanset hvor kynisk målgrupperettet den eventuelt er.

Og i sin første halvdel er den endda ved at blive en bedre film end originalen.

Kemien er på plads mellem de fire hekse, og det Twitter-slang-drevne manuskript byder på et par fine sorte grin.

Plottet er stort set det samme, når den nye heks ankommer til byen og bliver fjerdemand. Men denne gang lusker en skummel stedfar, veloplagt spillet af David Duchovny, rundt i periferien, og inden længe begynder folk at dø.

Men i sin sidste tredjedel falder The Craft Legacy fuldstændigt fra hinanden.

Overordentlig jappet manuskriptudvikling sender filmen til et ufrivilligt komisk klimaks i en mørk skov spækket med hjælpeløse special effects.

Om det er COVID19 – The Craft Legacy er den første film jeg har set med en ‘COVID19 supervisor’ på rollelisten – der har fået filmen til at implodere er umuligt at sige.

Men implodere gør den i hvert fald.

På den måde ender The Craft: Legacy vel egentlig som en værdig efterfølger til originalen.

En rodet omgang heksebryg med uindfriet potentiale, der fungerer bedst som tidskapsel.

Men måske viser den alligevel, at vi faktisk har lært noget de sidste 24 år?

The Craft: Legacy har større respekt for sine teenagehekse end originalen, men som film går den helt i stykker til sidst.