Roald Dahl’s The Witches anmeldelse: Hvad skete der?

Jeg forstår det ikke.

Den nye filmatisering af Roald Dahl’s The Witches, har alle ingredienserne til at være en film som om ikke alle, så i hvert fald jeg skulle kunne lide.

Først og fremmest Roald Dahl, hvis leg med ord, sære mytologi og oprigtige uhygge, har gjort især den britiske forfatters børnebøger til udødelige klassikere.

Dahls roman The Witches har allerede sit eget liv som elsket film for mange med den første filmatisering instrueret af Nicolas Roeg – med hjælp fra Jim Henson – fra 1990.

Men det er ikke svært at se, at moderne filmteknologi potentielt kan tilføje nye dimensioner til fortællingen om de børnehadende, tå-løse, kloklædte og pilskaldede hekse.

Og som anfører på sådan en produktion, er instruktør Robert Zemeckis et skarpt valg. Flere af Zemeckis film er unægtelige klassikere, men selv hans svagere film – som desværre er dem han har leveret den sidste årrække – byder på original brug af special effects og visuelle spidsfindigheder.

Og de transformerende hekse går godt i spænd med Zemeckis arbejde på den sorte komedie Death Becomes Her.

Og minsandten om ikke monstermester Guillermo Del Toro er med på manuskriptet.

Mere perfekte folk til et halvfarligt familiegys findes næppe.

Bare ærgerligt at The Witches stort set slet ikke fungerer.

Zemeckis rykker Dahls historie til USA’s sydstater, og tilføjer historien lidt tiltrængt diversitet, men bruger ellers ikke forandringen til noget nævneværdigt.

I stedet har Zemeckis og co. skabt en overraskende tro og endnu mere overraskende livløs genoplivning af Dahls historie.

Den kulørte film bevæger sig snegle-langsomt gennem Dahls fortælling, og man skal lede længe efter både Del Toro og Zemeckis’ særegne fingeraftryk.

The Witches er i stedet endt som en fad familiefilm, en slags Tim Burton-light, spækket med overraskende håbløse digitale dyr og børneskuespil så dårligt, at man mest får lyst til at holde med heksene.

Hovedpersonernes ve og vel føles aldrig i fare og heksene føles mere som ufarlig tegnefilm end de sorthumoristiske mareridtsskabninger, de er tænkt som.

The Witches er en af den slags film, hvor man leder efter lyspunkterne.

De begrænser sig hovedsageligt til Octavia Spencer, der spiller bedstemor med karakteristisk varme, og Anne Hathaway, der giver den overspillende gas som overheksen.

I en anden film havde de været værd at se på.

Men i Zemeckis’ film drukner de i de sløve scener og senere i den slags ‘børnekomik’, som selv børn bliver trætte af.

Og så er Dahls forældede fordømmelse af tykke børn altså ikke stadig sjov i 2020.

Jeg forstår ikke, hvad der er sket.

Roald Dahl’s The Witches drukner desværre sit fantasifulde forlæg i sløvt tempo og flade special effects.

2 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer