Black Widow anmeldelse: Marvel når det er kedeligst

Black Widow anmeldelse: Marveltræthed

Jeg har set alle Marvel Cinematic Universe filmene mere end en gang. Langt de fleste har jeg fanget i biografen.

Den første portion film har jeg set uhyrligt mange gange, mens jeg viede en bid af mit liv til at skrive bachelorprojekt om dem.

Det fortæller jeg dig ikke for at blære mig med nørd-cred; der skal alligevel mere til. Nej, jeg siger det, fordi selv med så stor en dosis af den popkulturelle gigant, er jeg stadig ikke blevet træt af den uendelige strøm af superheltefilm.

I hvert fald ikke før nu.

Men under pressevisningen af Black Widow, må jeg indrømme, at jeg for første gang mærkede Marvel-trætheden snige sig ind i knoglerne.

Det er egentlig ikke fordi Black Widow er anstødeligt dårlig. Den er ikke Venom.

Den er bare så djævelsk gennemsnitlig og personlighedsløs.

Black Widow er et opsvulmet bud på en solofilm om den kære Black Widow. Af åbenlyse grunde for Marvel-fans tager Black Widow os tilbage i tiden for at fortælle en historie fra Scarlett Johansson-spionens fortid.

Det handler om ensomhed, outsiderfamilier og berøvet frihed, men uden en eneste overraskelse for de, der har holdt øje med Black Widows karakterisering i de tidligere film.

Filmens bedste kort er den surrogat-familie, som Black Widow effektivt introducerer i sin åbningssekvens.

De spilles af Florence Pugh, David Harbour og Rachel Weisz, der alle gør deres bedste for at injicere noget varme og personlighed til den ellers mildt sagt mekaniske film.

Det lykkes til dels, og filmens bedste scener er netop dem, der fokuserer på dramaet om en opvækst som spion.

Særligt Florence Pugh skiller sig ud som den kynisk muntre ‘lillesøster’ til Johanssons Romanoff.

Og det er ikke et tilfælde, for Black Widow viser sig mere at være en stor oprindelseshistorie for hendes karakter Yelena, end den reelt er en fortælling om titelkarakteren.

Faktisk er Johanssons karakter sært passiv i en stor del af filmens spilletid, særligt i den ekstremt langsommelige første del, der kæmper med at få plottets tandhjul i gang.

Det er ellers ikke fordi de tandhjul er specielt komplekse.

Black Widow føles på mange måder som et glemt afsnit fra den næsten lige så anonyme serie Falcon and the Winter Soldier, når den kaster sig ud i en historie, hvor lysende ampuller spiller en på en gang afgørende og ligegyldig rolle.

Det hele kommer mere til at føles som another brick in the wall i det uendelige MCU-narrativ, end en selvstændigt værdifuld film.

Og så hjælper det ikke, at actionsekvenserne lider under kluntet iscenesættelse og for MCU middelmådige effekter.

Her havde det klædt Black Widow at følge eksemplet fra den mere jordnære og hårdtslående action hos Captain America: The Winter Soldier.

Black Widow er langt mere anonym.

Og det er netop problemet. Hvis Marvel-opskriften skal lykkes, har vi brug for skarpe karakterer, og nok personlighed til at adskille filmene fra hinanden.

Det har Black Widow ikke.

Den er aldrig så dårlig, at man mister opmærksomheden, men heller aldrig så god, at den berettiger sin eksistens.

Vi kan godt forvente mere af Marvel.

Og det håber jeg stadig på fra fremtidige film i serien. MCU er noget helt særligt.

Men jeg kan også frygte for, at popkultur-kometen måske er ved at være metaltræt.

Black Widow gør alt det du forventer fra en Marvel-film, men den er uhyggeligt gennemsnitlig.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer
Facebook kommentarer