Bastarden anmeldelse: Filmbastard
Bastarden er en perfekt titel til instruktør Nikolaj Arcels nyeste film.
Og ikke kun fordi den refererer til hovedpersonen Ludvig Kahlens ophav. Det er egentlig sekundært.
For Bastarden er nemlig selv en bastard, hvis DNA består af en række andre store film sammensat — som altid hos de dansk filmklassicister Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensen — med maksimal traditionel underholdning for øje.
Der er mere end en snert There Will Be Blood, når Mads Mikkelsens stålsatte Ludvig Kahlen kaster sig ud i det umulige projekt at opdyrke den jyske hede.
Og mon ikke spøgelset af Amadeus gemmer sig i rivaliseringen mellem den psykopatiske, forsmåede og kaotiske adelige Frederik De Schinkel og den kontrollerede og viljestærke Kahlen.
Den intrigefyldte tvist om et stykke dansk landjord trækker endda streger til Morten Korch, mens et spirende far-barn forhold tydeligt henter inspiration hos Pelle Erobreren.
Og så er der selvfølgelig den citerbare fjolle-folkekomedie, som forfatter Anders Thomas Jensen aldrig kan dy sig for. Denne gang især leveret gennem en stime hæmoridejokes.
Og hvis man så krydrer med et lag af overraskende vold, ender man med en film, der også har en svag duft af Tarantinos historiereviderende senere film.
Der er altså ikke nødvendigvis meget nyt at komme efter i Bastarden, der låner alt hvad den kan med det mål at placere sig stærkt i den traditionelle storfilmsklasse.
Og filmens tema om kaos mod orden — hvor vores hovedperson skal lære at livet i sandhed er lige så ukontrollerbart som den jyske hede — er vel et af de mest brugte i filmhistorien og ikke nødvendigvis leveret med finesse.
Men helt ærligt, så gør det ikke specielt meget.
For Bastarden er så godt traditionelt filmhåndværk, at det er noget nær umuligt ikke at blive revet med.
Skuespillerne er veloplagte og Rasmus Videbæks fotografering er både sanselig og ærefrygtindgydende, når den forvandler østeuropa til Danmarks vildmark i 1700-tallet.
Det er dansk kontekst forvandlet til Hollywoodformat, og fortællestrukturen er så skarptskåret, at man er bundet til Kahlens projekt fra start til slut.
Ofte føles det hele som et slags dansk western-epos med Mads Mikkelsen som endnu et elskeligt røvhul, der skal tøjle vildnisset.
Og Simon Bennebjerg løber næsten med filmen, som Frederik De Schinkel (med arrogant tryk på ‘De’), som nok er mere filmskurk end egentlig troværdig karakter, men som alt andet lige er stærkt underholdende.
Mod slutningen spændes den dramatiske bue så hårdt, at troværdigheden begynder at knirke lidt højlydt.
Men indtil da er Bastarden en suverænt underholdende Hollywood-krydsning på dansk jord, som fortjener et stort publikum.
Bastarden er stærkt filmhåndværk og svimlende underholdning, når den forvandler Mads Mikkelsen til et af dansk filmhistories mest elskelige røvhuller.
