The Miracle Club anmeldelse: Kanin eller and?

The Miracle Club mig om en af de der optiske illusioner, hvor motivet skifter, alt efter hvordan man ser på det.

Fra et perspektiv er det en and, fra et andet er det en kanin.

Jeg er nemlig stadig ikke helt afklaret omkring, om The Miracle Club er en and eller en kanin.

For fra en vinkel, er The Miracle Club et forudsigeligt manuskript opløftet af charmerende præstationer fra elskelige skuespillere.

Det er nemlig mere end almindeligt svært at modstå et cast med Laura Linney, Kathy Bates og Maggie Smith i front.

De tre kvinder kan løfte det meste, og de er noget nær perfekt castet som tre irske kvinder, der af forskellige grunde ender med at tage en slags pilgrimsfærd til den franske by Lourdes, som er kendt for sine mirakler.

Et mirakel er i sandhed også Maggie Smith, der er det bedste ved de fleste film, hun medvirker i.

Således også i The Miracle Club, hvor den 88-årige skuespiller giver en præstation med mere energi og liv i øjnene, end de fleste halvt så gamle skuespillere kan levere.

Smith puster liv i sin ellers lidt tyndt skrevne karakter Lily, og gør hende til et både omsorgsfuldt og hjertevarmt menneske, der både bærer på en stor sorg og er fyldt med en boblende humor.

Maggie Smith er altid værd at fejre.

Men med støtte fra altid fremragende Kathy Bates, samt Laura Linney og den mindre kendte, men også gode Agnes O’Casey, begynder The Miracle Club faktisk at blive noget udover det sædvanlige.

Karaktererne er både hyggefinurligt sjove og i enkelte øjeblikke også oprigtigt rørende.

Det er The Miracle Club set som en kanin.

Men The Miracle Club er desværre også en and.

For måske er The Miracle Club mere en film med gode skuespillere, der trækkes ned af forudsigelig feel-good og fladt næsten amatøragtigt filmsprog.

Historien om de fire kvinder, der leder efter et guddommeligt mirakel, men i stedet finder svar hos hinanden, er cirka så forudsigelig, som den lyder.

Økser skal begraves og gamle historier skal frem i lyset, mens kvindernes mænd derhjemme, skal lære, hvor meget de egentlig har brug for deres bedre halvdele.

Det er ikke overraskende, og i øjeblikke også så bastant, at man næsten føler sig talt ned til.

Men det kunne så endda gå, hvis det ikke var fordi instruktør Thaddeus O’Sullivan instruerer sin film som en britisk TV-serie cirka anno 1978.

Billederne er flade og løjerne er kluntet klippet, mens scenografien bærer mere præg af et lavt budget end reel troværdighed.

Helt galt går det, da hovedpersonerne ankommer til Lourdes, som viser sig at være skabt af sløset greenscreen og arkivmateriale så grynet, at det aldrig skulle være blæst op på et stort lærred.

Det er så teknisk og fortællemæssigt skidt, at jeg i øjeblikke blev overrasket over, at The Miracle Club overhovedet har fundet vej til et stort lærred.

Men inden længe er man selvfølgelig distraheret af fremragende Maggie Smith og hendes talentfulde medspillere igen.

The Miracle Club afhænger af perspektiv. Jeg ville nok bare ønske jeg havde set mere kanin end and.

Maggie Smith er fantastisk, men ikke helt nok til at overvinde en forbløffende fladt instrueret og alt for forudsigelig omgang feel-good.