Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere anmeldelse: Sød komedie beder sin hovedperson ‘lytte til fissen’

Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere anmeldelse: Den romantiske komedies genfærd

Der er noget progressivt og moderne ved den svenske komedie Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere.

Du kan høre det allerede i den meget lidt billetluge-venlige titel.

For på trods af sine kulørte billeder og kække replikker i en historie, om en kvinde der har forsømt kærligheden til fordel for karrieren, så vil instruktør Erika Wasserman noget mere.

For selvom hun prøver, så ligger lykken for hovedpersonen Hanna ikke gemt i at finde en ny partner, da hendes nuværende kæreste — spillet af danske Jesper Zuschlag — slår op.

Og lykken er heller ikke i at få endnu et barn, begrave sig i arbejdslivet eller fokusere alt på at være mor.

Nej, Hanna skal lære at lytte til sig selv og ikke sætte sin lid til, at udefrakommende ting kan gøre hendes liv meningsfuldt.

I året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere starter det for alvor, da en yngre kvinde lærer hende, at det faktisk er muligt at få orgasmer helt på egen hånd.

Pludselig er de andre dele af livet, end hvad Hanna selv vil, ikke helt så vigtige.

Man kunne måske kalde det en selvrealiseringskomedie. Et moderne take på den romantiske komedie, hvor fokus ikke er på at opnå en partner, men på at leve et liv i balance med sig selv.

Og det budskab ringer klart og tydeligt i Wassermans lette komedie. Katia Winters Hanna er charmerende leveret, og det høje tempo gør at filmen aldrig bliver kedelig.

Men den bliver heller aldrig helt så god, som den kunne være.

For den romantiske komedies spøgelser hjemsøger filmen.

Hanna trækkes igennem det ene finurlige optrin efter det andet, i et manuskript der for ofte virker decideret desperat for at få sit publikum til at grine.

Bifigurerne er fra den romantiske komedies bog af arketyper, og selv Hanna kommer aldrig helt til at føles som et rigtigt menneske.

Og når filmen en sjælden gang berører ægte smerte — som da en af Hannas romancer pludselig mister sin mor — så virker den næsten bange for at blive for alvorlig.

Wasserman vil lave en feel-good film, koste hvad det vil.

Og det kan selvfølgelig have en pointe, at ændre reglerne, mens man stadig bliver indenfor murene af en kendt genre.

Men filmens bedste scener er altså, når den strækker sig. Det gælder en veloplagt musikalsk åbningssekvens, Hannas overraskende filmiske første selvforskyldte orgasme og en gennemgang af kvindelig anatomi illustreret med en slatten pizzaslice.

Ditte Hansen og Louise Mieritz dukker også op i en hurtig cameo, hvor de gør meget med ganske lidt.

Desværre er der lidt for langt mellem højdepunkterne i et manuskript, der mere føles som fire afsnit af en letbenet Netflix-serie end en egentlig biograffilm.

Og da filmen når frem til sin finale, der omfavner en kliche fra alle middelmådige animationsfilm, så står det helt klart.

Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere er mere interesseret i at være feel-good end at være original.

Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere er sympatisk og underholdende, men kan ikke helt undslippe den romantiske komedies spøgelser.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer
?>?>