Akira anmeldelse: Når verden går under

Er det nu, verden går under?

Vi er nok nogle stykker, der har tænkt tanken i løbet af 2020, mens den ene katastrofe efter den anden har haglet ned over verden med en global pandemi som bagtæppe.

Måske verden går under, ikke med et brag, men med et stille host bag et mundbind i Netto?

Hvis det er tilfældet, vil vi heldigvis altid have Akira.

For Akira er ikke interesseret i at lade verden forsvinde ubemærket ud i mørket.

Fra filmens første billede lader Tokyo opsluges af en blændende hvid eksplosion, er Akira et konstant pulserende, vridende, dunkende og rasende farvel til den bestående verden.

Den er punk af helvede til.

Ikke så mærkeligt, når nu Akira står som et af de største cyberpunk-værker overhovedet.

Katsuhiro Ôtomos film – baseret på hans egen manga – er en af den slags film, der er berømte for at være genredefinerende.

Alligevel er den stadig en ener.

Ja, uden Akira, ingen The Matrix, Ghost in the Shell eller bare generelt filmiske visioner af Tokyo oplyst af glitrende neon-hologrammer, mens filmens indflydelse på computerspil er endnu højere.

Alligevel har ingen rigtig ramt samme blanding af eksistentielle temaer, teenagedrama, samtidsbekymring og kropsligt gys, siden Kaneda første gang satte sig op på sin røde motorcykel i 1988.

Intet andet føles som Akira.

Og Akira er noget, man skal føle.

Ja, vel er der meget at snakke om i historien om en rodløs ungdom holdt nede af fascistisk profit-drevet samfund; en ungdom der skal føde en ny verden ved at destruere den gamle.

Men Akira skal altså først og fremmest føles.

Fra det bragende polyrytmiske soundtrack af Shöji Yamashiro/Tsutomi Öhashi til den overvældende visuelle oplevelse – hvis 2D-animerede lige vi med overvejende sandsynlighed aldrig får at se igen – er Akira en film, der sætter sig i kroppen.

Netop derfor er det så stort et privilegie at få chancen for at se den i biografen med den nuværende 4K-repremiere.

Jeg kan kun opfordre til at se den, særligt hvis du ikke allerede har set den de første 20 gange i mindre formater som visse andre.

Men også hvis du har.

For Akira kan altid ses igen, og den er ikke mindre aktuel i 2020. Tværtimod.

Men hvis verden går under, så fik vi da i det mindste chancen for at se Akira på det store lærred.

Akira er stadig en af de smukkeste, mest intense og vildeste film, du kan bruge din tid på. En svimlende feberdrøm om fremtiden og et uforligneligt mesterværk.

Facebook kommentarer