Jackass: Best and Last anmeldelse: Til alle os fra alle jer

Der er store ligheder mellem den elskede højtidstradition Disneys Juleshow og den seneste Jackass biograffilm best-and-last.

De er grundlæggende set begge to glorificerede klipshow, bundet sammen af en begrænset mængde nyt materiale, småkynisk designet til at ramme loyale fans, uden at kræve alt for meget af skaberne.

Men jeg elsker dem begge.

Denne films Jesper Fårekylling, Johnny Knoxville, indleder løjerne med det sangomspundne klip, der endte med at blive det tidlige startskud til Jackass, hvor Knoxville skyder sig selv i brystkassen med en revolver.

Til trods for, at han har skudsikker vest på, har optagelsen stadig en umådelig kraft.

“Please P.J. Let’s go home!” Tigger Knoxvilles ven bag kameraet med referencer til hans rigtige navn Philip John Clapp.

Men som Jackass-fans vil vide, kan man ikke stoppe Knoxville, når han har sat sig noget for, og ulidelige nervepirrende klikker han sig igennem de tomme kamre, inden patronen hamrer ind i hans brystkasse.

Det første tegn på en unik personlighed, der med lige dele inspiration fra Hunter S. Thompson og Evel Knievel har skabt noget enestående.

At Knoxville stadig er i live er utroligt, men endnu mere utroligt er selvfølgelig fænomenet Jackass, der har leveret nogle af filmhistoriens mest mindeværdige sekvenser.

Dem byder Best and Last på et solidt udpluk af, da den består af en cirka 50/50 blanding af nyt og gammelt materiale.

Og det er selvsagt ikke alt det nye materiale, der kan nå højderne fra de mest ikoniske sekvenser.

Alligevel opstår der en magi i Best and Last, der trækker tråde på tværs af tiden gennem en vennegruppe som få andre.

Det er svært ikke at blive nostalgisk både på hovedpersonerne og sine egne (jeg var 15 da Jackass sendte sin første episode på MTV) vegne, når de på et klip forvandles fra ungdommelige til gråhårede udgaver af sig selv.

Meget af det gamle materiale er alternative vinkler og nyklippet, men det er svært at anbefale at lave et Jackass-marathon, inden man ser Best and Last.

Tværtimod står den nok stærkest, hvis man lader den være den tidsrejse, den er tænkt som.

Og så må man altså ikke forklejne den rå filmisk kraft, som Jackass besidder.

Hvis du aldrig har set en af Jackass-filmene i en fyldt biograf, så udnyt den sidste chance.

For stort set intet andet kan fremmane så ufrivillige grin, hvin og væmmelse hos et publikum som Jackass.

Det gælder også for Best and Last, der fik selv den ultimative anti-latter zone, en pressevisning, til at runge af grin (husk lige på det, når de danske anmeldere kritiserer filmen for at være en sløv omgang greatest hits).

Kombineret med Jackass’ sans for unødvendigt detaljeret scenografi og absurde påfund (det nyeste medlem af truppen er en robot), og så har du en af årets mest frydefulde biografoplevelser.

Men i sidste ende er det ironisk nok den grundlæggende sødme, der har gjort Jackass til et magisk fænomen.

Der er noget uundertrykkeligt livsbekræftende ved en gruppe venner, der spiller twister i plasticbukser med ekstrem-afføringsmiddel i kroppen, som hos andre bare havde været dumt.

Det er derfor ingen – heller ikke de mange imitatorer – har kunnet gør Jackass tricket efter.

Lidt ligesom Disney, når det er bedst.

Snyd ikke dig selv for den sidste omgang Jackass i biografen, der gør det klart, hvorfor der hverken er nogen over eller ved siden af Jackass.