Twisters anmeldelse: En brændende lade og et dusin tornadoer

En brændende lade.

Det var sådan cirka det eneste tegn på, at instruktør Lee Isaac Chung ville kunne håndtere at lave en efterfølger til et af 90’ernes helt store katastrofe-special effect-filmbrag.

For der er ikke umiddelbart mange tråde mellem Chungs prisbelønnede delvist autobiografiske drama Minari og Jan de Bonts biografsalsrystende katastrofe/eventyrfilm Twister fra 1996.

Altså, lige med undtagelse af førnævnte films brændende lade, som måske ikke helt kan leve op til de glubske tornadoer fra Twister.

Alligevel viser Chung sig at være den rette til opgaven, selvom han nok også får hjælp af et studiesystem, der elsker at hyre up-and-coming instruktører, inden de er alt for store i slaget til at sige systemet imod.

Sådan føles det nu ikke med Twisters, der uden problemer kunne være endt som en vi-skriver-da-bare-manuskriptet-mens-vi-optager-og-lapper-hullerne-med-effekter-film i stil med for mange af de sidste års Marvel-film.

Men nej, Twisters føles som en rigtig film, der giver sig tid til at opbygge karakterer, undgår de fleste af de moderne legacy-sequels faldgruber og også leverer varen, hvad angår biografsalsrystende spektakel.

Lad os tage sidstnævnte først.

For heldigvis viser Chung sig at have mere op i ærmet, når han kaster sig i konkurrence med originalens stadig effektfulde set-pieces, noget der måske også afslører sig, hvis man kigger nærmere på instruktørens seneste output og finder episoder fra Star Wars’ serieunivers.

Det hjælper selvfølgelig også at Chung står på skuldrene af visual effects supervisor Ben Snow, legendariske Industrial Light & Magic og 28 års udvikling i digital effektteknologi.

Det er sjældent mindre end overvældende, når tornadoerne folder sig ud, og Twisters dykker heldigvis også dybt i den praktiske værktøjskasse til at realisere sine mange tornado-scener.

Det er konstant overvældende, selvom originalens ærefrygt udebliver.

Alt fungerer, men Chung mangler alligevel den oprindelige instruktør Jan de Bonts Spielbergske sans for tempo og filmisk opbygning.

Og den mængde af praktiske stunt og effekter, som den originale film både havde råd til og var tvunget til at bruge, er umulig at opstøve i moderne film.

Det gør, at ingen af filmens spektakulære scener er helt så mindeværdige som originalens, selvom en lidt meta-afslutning i en biograf kommer tæt på.

Filmens egentlige styrke er i dens karakterer, hvor den tager nogle af de samme kloge beslutninger som originalen.

Manuskriptet er effektivt sammensat af den klassiske blockbusters bedste træk. Karaktererne er skarpt optrukne — en videnskabelig og traumatiseret tornadohvisker og en charmerende, men storskrydende tornadocowboy — så selv bagerste række er med efter første introduktion.

Og som den første film har filmen et langt bedre cast end forventet.

Twister havde Bill Paxton, Helen Hunt, Philip Seymour Hoffman og Cary Elwes.

Twisters har Glen Powell, Daisy Edgar-Jones, Anthony Ramos og Sasha Lane.

De har allesammen en overflod af karakter og karisma, der løfter de bredpenslede karakterer til nye højder. Glen Powells cowboy/influencer/tornadojæger med et hjerte af guld, er selvfølgelig noget nær filmens bedste kort.

Chung får også injiceret filmen med kærlighed til sin egen hjemstavn Oklahoma med til tider næsten poetiske billeder af det flade grønne landskab.

Og i sine bedste scener har Twisters samme sanselige fornemmelse af vejrets mægtighed, der gør den oprindelige Twister til mere end den andenrangs Jurassic Park med tornadoer i stedet for dinoer, som den også er.

Den oprindelige Twister har været for meteorologien, hvad Raiders of the Lost Ark har været for arkæologien, og Twisters får forhåbentlig skabt en ny generation af forskere på ryggen af sit fjollede plot.

Det trækker ned, at tornadoerne ikke føles nær så farlige og virkelige, som i originalen, men Twisters har så mange gode elementer, at den ikke bare ender med at være langt bedre, end jeg kunne have frygtet, men også en decideret værdig efterfølger.

Måske den brændende lade alligevel var et tegn.

Twisters får biografsalen til at ryste i passende grad til at være en værdig efterfølger til originalen.