Den grænseløse anmeldelse: Grænseløst indhold

Jeg har åbenbart været naiv.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ved meget lidt om både Afdeling Q-bøgerne. Jussi Adler Olsen krimier tilhører en genre, som jeg kun sjældent opsøger, og jeg har derfor kun set filmene gennem mit arbejde.

Derfor var jeg så naiv at tro, at fortællingerne om Carl Mørck foregik i en eller anden form for nogenlunde virkelighedsnært krimiunivers.

Vel har der været fjollede og utroværdige dele af de foregående film, men ikke i en grad så jeg blev løftet fuldstændig ud af filmen.

Men det stopper åbenbart nu.

For titlen på Den grænseløse refererer åbenbart ikke kun til filmens skurk, men til en historie og et manuskript, der tilsyneladende er helt uden hæmninger i hvor gakkelakket, det vil gøre sin krimifortælling.

Den forhindrer egentlig ikke Den grænseløse i at være underholdende. Det er den. Bare sjældent på måder, som jeg tror filmskaberne havde tænkt.

Den grænseløse er en film, der omhandler en solkult på Bornholm, med ressourcerne til at bygge et gigantisk retræte a la James Bond skurke.

Det er en film, hvor tilfældige højskolepedeller ikke tøver med at forsøge voldtægt på politibetjente de har mødt for minutter siden.

Det er en film, der uden tøven lader sin finale inkludere verdens mest utroværdige tortur via højspændingskabel og en kampsports-slåskamp i en svedehytte.

En film hvor politibetjente uden tøven går undercover for derefter at være fuldstændigt på fjendens side efter ganske få dage.

Det er også en film, der gerne bruger 40 minutter af spilletid på en tegneserieskurk-lignende bad guy og hans dødbringende kunstprojekt, som reelt set ikke har noget som helst at gøre med filmens centrale plot.

Det er simpelthen den mest helhjertet fjollede danske film, jeg har set i årevis. Bare ærgerligt, at det lader til jeg skal tage løjerne alvorligt og gerne blive både bange og rørt.

Det blev jeg ikke.

Til gengæld bemærkede jeg igen Afdeling Q-filmenes kæphest med at kvinder er nogen, der uanset hvor barske de er på overfladen kan knække mentalt på to sekunder, og som ellers hovedsageligt eksisterer for at være mordofre, blive seksuelt overgrebet, forføres og selvfølgelig først og fremmest for at blive reddet af mænd med pistoler.

Det er ikke dumt på den sjove måde som resten af filmen, men bare dumt.

Det samme gælder for et krimiplot, der decideret imploderer i sin logik, hvis man tænker over det i mere end 10 sekunder af gangen.

Imens er Ulrich Thomsens charmerende mumle-præstation i rollen som Carl Mørck i Marco Effekten vokset til barokke højder, måske for at matche det fuldstændigt overgearede plot.

Instruktør Ole Christian Madsen leverer sådan set grundlæggende fint teknisk filmhåndværk fra scene til scene.

Det er bare indholdet i scenerne, der er problemet.

Alligevel vil jeg da gerne se endnu en Afdeling Q-film, bare for at se om gakketheden fra Den grænseløse kan overgås.

Den grænseløse er fremragende leverandør i ufrivillig komik og et smuldrende krimiplot, som selv solidt filmsprog ikke kan redde.