Journal 64 anmeldelse: Sidste – og første – sag for Afdeling Q

Så er det sidste film-omgang med Carl Mørck og hans sagnomspundne Afdeling Q.

Eller, i hvert fald i den Zentropa-producerede konstellation med Nikolaj Lie Kaas i rollen som den plagede efterforsker med det dunkle efternavn.

Men for mig, må jeg ærligt afsløre, er det faktisk første gang.

Jeg har hverken læst en eneste af Jussi Adler Olsens populære bøger eller set en af de foregående tre film.

Så hvis du leder efter en kvalificeret sammenligning med enten forlægget eller de tidligere film i serien, så er du gået galt i byen.

Til gengæld kan jeg tilbyde en anbefaling af Journal 64 som et velsmurt stykke med dansk thriller-postej, også selvom den ikke ligefrem sprænger rammerne for, hvad vi har set af den slags tidligere.

Mit manglende kendskab – og sådan lidt generelle fordomsfuldhed overfor krimier i alle formater – satte også en dæmper på min forventninger til den nyeste Mørck-krimi Journal 64.

Til gengæld havde jeg både forhåndskendskab og forventninger til filmens instruktør Christoffer Boe, der med Journal 64 nu har færdiggjort transformationen fra kunstfilminstruktør og – i hvert fald delvist – anmelderdarling til kommerciel filmmand.

For det bliver vel ikke meget mere kommercielt i den danske filmverden end Afdeling Q filmene, der vel kun har konkurrence hos Far til Fire og de bøvede moderne danske folkekomedier i publikumstiltrækning.

At instruktøren af Reconstruction og Offscreen nu også er instruktøren af den fjerde Jussi Adler-Olsen film, havde jeg ikke set komme, men Boe klarer overgangen imponerende fint, men også mere anonymt end jeg havde håbet.

Boe springer ikke ud som en dansk pendant til Denis Villeneuve eller David Fincher, med deres fuldendte evne til at højne mainstream genremateriale med personlig stil.

I stedet har han leveret en film, der føles som et solidt finaleafsnit på en længerevarende TV-krimiserie.

Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares har fremragende kemi som de danske Holmes og Watson, og det velstrukturerede manuskript af Nikolaj Arcel, Bo Hr. Hansen og Mikkel Nørgaard giver dem overraskende god plads til comic relief i en ellers noget dyster fortælling.

Historien trækker noget usandsynlige, men underholdende, tråde fra et rædselsvækkende fund bag en væg i en gammel bylejlighed i nutiden – filmens bedste scene i øvrigt – til en kvindelejr på Sprogøe og Danmark politik om tvangssterilisering næsten 50 år tidligere.

Journal 64 klipper effektivt mellem fortidens rædsler og nutidens opklaring, og holder et højt tempo trods de mange flashbacks.

At mysteriet ikke ligefrem er svært at regne ud, er mere ærgerligt, men den velpolerede udførsel holder alligevel filmen ovenvande.

Mere problematisk er måden Journal 64 brugers kvinders lidelse som dramatisk drivkraft. Intet mindre end tre voldtægter – den ene kombineret med en lidt savlende portrættering af sex mellem kvinder – efterlader en noget vammel smag i munden.

Det skarpe manuskript og den glatte overflade imploderer også lidt i en noget rodet slutning, der ikke helt har overblik over sit eget tjubang.

Men rejsen dertil er unægteligt en underholdende tur i den lidt slibrige krimi-mølle.

Og så skinner Boe alligevel igennem som instruktør i sin gengivelse af et København, hvis regnvåde brosten altid er badet i oaser af varmt lys.

Få instruktører kan gøre København så smuk som Boe, men det trods alt lidt ærgerligt, at det er hans mest personlige bidrag til Journal 64.

Journal 64 er et stærkt underholdende farvel til Carl Mørck og Assad – i hvert fald foreløbig – også selvom den ikke helt kan måle sig med sine internationale konkurrenter.