Jeg elsker også dig anmeldelse: Som en drøm
Der er — som altid med instruktør Claire Denis — meget at sætte pris på i Jeg elsker også dig.
Få instruktører kan gøre helt mondæne lokationer — en altan, et køkken, en mørklagt gade — til så drømmende filmiske rum som Denis.
Det gælder også for Jeg elsker også dig. For i de fleste instruktørers hænder var blevet et storladent melodrama, men hos Denis er fortællingen om en kærlighedstrekant mellem to forretningspartnere og kvinden i midten blevet til et sitrende drømmesyn fyldt med tvetydige følelser.
Og så er der to virkeligt stærke præstationer i centrum.
Vincent Lindon har tilsyneladende meget svært ved ikke at fascinere på det store lærred, og leverer igen efter den geniale Titane varen som den bjørneagtige, men også sært sårbare Jean.
Overfor ham står Juliette Binoche, som kvinden Sara, hvis følelser for to mænd er lige så store som hendes eget selvbedrag.
Hun er sadlet med filmens mest kluntede dialog, men overkommer det med sin hensynsløse overgivelse til sin karakter.
Så for Claire Denis fans er Jeg elsker også dig et kig værd.
Men den er ikke nær så stærk, som f.eks. High Life var det.
For hvor dramaet og karakteriseringen af Sara og Jean står lysende klart, så er den tredje mand i konstellationen, Francois, frustrerende vagt optegnet.
Det er et problem, fordi Saras kærlighed og tiltrækning — der indleder en affære — aldrig rigtigt bliver hverken overbevisende eller forståelig.
Og Denis’ drømmende stemning fordrer heller ikke ligefrem indlevelse i karakterernes følelser, der altid holdes ude i armslængde.
Imens kærlighedsdramaet udfolder sig, kaster Denis sig også ud i kommentarer om samtiden og geopolitik — krydret med tilsyneladende virkelige interviews og nyhedsoptagelser — der aldrig føles som en integreret del af filmen.
Til sammen gør det Jeg elsker også dig mere mudret end godt er og underminerer filmens bedre elementer.
Men en grundlæggende urovækkende stemning og den udtryksfulde filmstil kan man ikke tage fra den.
Jeg elsker også dig er ikke Claire Denis mest helstøbte værk, men den løftes af stærke præstationer og drømmende stemning.
