Krysantemum anmeldelse: Ting der siger bang

Min fascination af ting, der siger bang, har altid begrænset sig til filmeksplosioner.

Jeg har aldrig forstået fascinationen af kanonslag og andet farligt og ulovligt fyrværkeri. Jeg synes egentlig bare, at det er uhyggeligt.

Jeg har aldrig så meget som trampet på et heksehyl.

Måske er det derfor, jeg ikke forstår det?

Min egen far fik ellers gerne fat på en kasse såkaldte ‘strygere’ op til nytår. Så tog han mig med på en gåtur ned af vores lille vej fyldt med lejeboliger, mens han helt afslappet kastede minibomberne ind i naboernes haver.

Jeg synes ikke det var sjovt, og jeg fandt heller aldrig ud af, hvorfor han gjorde det.

For min far stoppede aldrig op eller grinede over braget. Når en stryger var kastet, var han hurtigt videre til den næste.

Udover at det ikke ligefrem gjorde min families i forvejen slidte omdømme på vores lille vej bedre, så sagde det nok noget om min far.

Hans sære omgang med fyrværkeriet repræsenterede nok noget inde i ham. Noget skadet eller decideret ødelagt.

Og sådan er det også med det ulovlige fyrværkeri — som er af en noget heftigere kaliber end min fars strygere — i instruktør Christian Bengtsons spillefilmsdebut Krysantemum.

For bragene af kanonslag og krysantemumbomber spiller en afgørende rolle i det vestjyske familiedrama.

Men der er mere på spil end den barnlige fornøjelse over ting der siger bang, når hovedpersonen Anders kaster sig ud i at sælge de ulovlige eksplosioner.

Anders spilles fremragende indestængt af Morten Hee Andersen, og Krysantemum gør det klart, at det eksploderende fyrværkeri repræsenterer en indre smerte hos den unge mand.

På indersiden eksploderer følelserne over en grum familiehistorie, som filmen støt og roligt afslører for sit publikum.

Centralt står Anders’ forhold til sin far Thomas, leveret med en stærk præstation fra Henrik Birch.

For i modsætning til min far, er Thomas ikke begejstret for Anders’ omgang med krudtet.

Men da et olieudslip truer med at sende familiehjemmet på tvangsauktion, er Anders’ salg af fyrværkeri pludselig den eneste økonomisk redningsplanke.

Det er en både godt tænkt og godt leveret historie, der planter en spændingsfilm lige midt i familiedramaet, når de bogstavelige bomber er lige så farlige som de følelsesmæssige.

Det giver Krysantemum en sitrende spænding, som mange andre danske dramaer kun kan drømme om.

Imens får komponist Kaspar Kaae de jyske landskaber til at lyde som det vilde vesten, med et soundtrack, der vækker minder om Gustavo Santaolallas arbejde på The Last of Us og er et af årets absolut bedste.

De små glimt af humor, det landlige miljø og en historie om tab giver Krysantemum en slags slægtskab med den fremragende Resten af livet.

Men i sin miljøkarakterisering — med ikke altid lige overbevisende dialekter — og særligt sin dramatiske struktur er Krysantemum ikke helt på samme niveau.

Fortællestrukturen bliver en tand for tydelig og metaforerne for tunge, når hele fortællingen går op til sidst. Lidt som en dansklærers yndlingsnovelle.

Til gengæld kompenserer Krysantemum så rigeligt med sin visuelle historiefortælling.

Med god hjælp fra fotograf David Bauers nøje komponerede billede og et stærkt lyddesign af Andreas Sandborg, gør Krysantemum klart allerede fra sin imponerende åbningsscene, at den vil fortælle sin historie med mere end bare ord.

Her placerer Christian Bengtsson sig allerede med sin debutspillefilm, som en dansk instruktør, man skal holde øje med.

Det samme gælder for Krysantemum, der med kunstneriske ambitioner og tilgængeligt drama fortjener et stort publikum.

Jeg finder aldrig ud af, om min far ville kunne lide filmen. Han er død.

Men jeg gætter på, at han ville have været mere begejstret for de bogstavelige brag end de følelsesmæssige.

Krysantemum er et rørende familiedrama fyldt med stærke præstationer og båret af selvsikker filmisk fortællekraft.