21 Bridges anmeldelse: Skydeglade helte

21 Bridges har en af den slags præmisser, der er lige så usandsynlige, som de er potentielt underholdende.

Et røveri af kokain i New York går grueligt galt og ender i et syvdobbelt drab på politibetjente.

Som svar lukker NYPD ned for al adgang til og fra Manhattan.

Nu har en enkelt betjent så fem nattetimer til at fange forbryderne.

Det er da et set-up, der er til at tage og føle på. En tidspresset efterforskning gennem New York gader fyldt med spænding og overraskelser.

Men 21 Bridges indfrier desværre ikke helt forventningerne.

Det er ellers ikke fordi, den ikke forsøger.

Selveste Black Panther, Chadwick Boseman, spiller den drevne betjent i front, og det gør han sådan set udemærket.

Og blandt birollerne lurer altid gode J. K. Simmons som en erfaren politichef med hævn på hjernen efter det brutale drab.

Og i begyndelsen fungerer det også fint, at 21 Bridges både følger Bosemans betjent Andre Davis, og de to forbrydere, der havde forventet et udramatisk røveri.

Den ene af dem er selvfølgelig en skydegal kyniker, mens den anden er skurk med et hjerte af guld.

Men desværre består manuskriptet mest af overskreven dialog sagt mellem sammenbidte tænder.

Politi-slang af den mest Hollywoodske slags flyver ud af munden på alle karaktererne, mens alle involverede tilsyneladende er blevet instrueret til at spille så intenst som muligt.

Imens afslører fortællingen sine spinkle overraskelser, lang tid inden det er meningen.

Resultatet føles mest som en film strikket sammen af resterne fra andre.

Det er synd.

For selvom instruktør Brian Kirk ikke ligefrem er prangende i sit visuelle udtryk, så han alligevel skabt en lille håndfuld fine små actionsekvenser.

Alex Belcher og Henry Jackmans bombastiske musik har også en fin bismag af film noir, og får filmen til at lyde større, end budgettet tillader den at se ud.

Men det er desværre ikke helt nok til at kompensere for den endeløse række af klicheer.

Endnu værre, så er det også i 2019 lidt svært at følge en hovedperson, hvis fremmeste evne er, at han skyder de forbrydere der fortjener det.

Skydeglade amerikanske betjente har en lidt anden klang i vores tid, end Dirty Harry havde det i 1970’erne.

Det virker 21 Bridges desværre helt ubevidst omkring, når den lader sin helt pløkke sig frem til en lykkelig slutning.

Men det er egentlig en større synd, at den ikke får noget bedre ud af sin fine præmis.

På trods af et hold fine skuespillere ender 21 Bridges som en god ide udført gennemsnitligt.