Black Panther anmeldelse: En tur til Wakanda
Black Panther er den bedste film fra Marvel hidtil.
Næsten.
Men lad os gemme det næsten til senere, for der er så meget godt at sige om instruktør Ryan Cooglers tilføjelse til Marvels filmiske univers.
Først og fremmest er der selvfølgelig det, der har gjort Black Panther mere end almindeligt hypet op til premieren: repræsentation.
Hvornår har du sidst set en blockbuster – og især en fra superheltekassen – hvor der var flere mørke ansigter end hvide på rollelisten?
Det har du aldrig, men det er det Black Panther leverer, og inden du ser den, er det ikke sikkert du ved, hvor meget det har manglet.
Og heldigvis er det ikke bare diversitet for diversitetens skyld. Black Panther leverer nogle af de mest komplekse og følelsesmæssigt gribende figurer i hele Marvel-universet.
Det stopper heller ikke ved hudfarve. Black Panther leverer en hær af handlekraftige og vidt forskellige kvindelige figurer, der uden problemer overgår Wonder Womans hyldede forsøg på det samme.
Det er så afgørende, at alle har mulighed for at spejle sig i denne slags store popkulturelle fortællinger, og Black Panther er et kæmpe skridt i den rigtige retning.
Samtidig er Black Panther ubetinget den Marvel-film med den klareste og mest direkte relation til virkeligheden.
Det kommer især fra Michael B. Jordans skurk Erik ‘Killmonger’ Stevens. Med en fremragende præstation skaber han den mest interessante modstander Marvel har leveret siden Loke.
Killmonger er en forvrænget spejling af vores helt T’Challa – Black Panther – som første gang dukkede op i Captain America: Civil War. Killmonger er helt berettiget kritisk overfor både T’Challa og styret af den utopiske afrikanske civilisation Wakanda.
Wakanda har i årevis levet i skjul i deres isolerede perfekte samfund, drevet af futuristisk højteknologi. Teknologi som Killmonger, meget forståeligt, mener ville gøre større nytte til at hjælpe personer med samme ophav, der mishandles over hele verden.
Det eneste der adskiller helt og skurks syn på verden, er det miljø de er opvokset i; henholdsvis Wakanda og USA.
Så tæt på virkelige problematikker har Marvel aldrig været, og det gør filmens konflikt langt mere saftig end sædvanligt.
Men Marvel-fans kan roligt slappe af. Black Panther er ikke et socialrealistisk drama. Den finder også rigeligt plads til masser af superhelte-goodness.
T’Challa selv er en suveræn helt, der får lov til at være både ultra-badass, men også får flere tæsk og begår flere fejl end den gennemsnitlige superhelt.
Hans univers i Wakanda er en blanding af stammesamfund, det moderne afrika og sci-fi, der faktisk er unik nok til, at jeg ikke ønsker at se Black Panther reduceret til bare endnu en lille brik i Avengers-puslespillet.
Der er et væld af spændende karakterer, der er stærke nok til at få deres egne film. Måske er det også derfor Black Panther holder referencerne til det større Marvel-univers på et befriende minimum.
Black Panther selv er en forfriskende blanding af mytologisk helt og moderne James Bond. En blanding der også kan høres i Ludwig Görransons suveræne soundtrack, der blander traditionel afrikansk musik med tonstunge hip-hop beats.
Black Panther drikker en mystisk drik for at få sine kræfter, men har gadgets der ville gøre 007 grøn af misundelse.
De leveres i øvrigt af Black Panthers udgave af Bonds Q; T’Challahs søster Shuri spillet af Letitia Wright, der ofte løber med al opmærksomheden.
Alt det sjove legetøj spiller en afgørende rolle i filmens fremragende actionsekvenser.
En kamp på et casino med en efterfølgende biljagt hører uden tvivl blandt Marvels mest vellykkede actionsekvenser.
Men så er der det der næsten: Black Panther er næsten Marvels bedste film.
For mod slutningen går det galt.
Den personlige historie får egentlig en fin afrunding, men sidste akt af Black Panther forvandler sig desværre til noget konventionelt rod, der virker copy-pastet fra tusind andre gennemsnitlige superheltefilm.
Klimakset er klart filmens værste actionscene, og de ellers så charmerende figurer drukner pludselig lidt i anonyme computereffekter.
Det er synd, for resten af Black Panther er nemlig alt andet end anonym.
Black Panthers diversitet er et friskt pust både for Marvel og for blockbusters generelt. Men det er det vellykkede univers, de charmerende karakterer og den adrenalinpumpende action, der gør Black Panther til en superheltefilm langt over gennemsnittet. Også selvom den snubler lidt lige på målstregen.
