Dobbelt begær anmeldelse: Ozon gakker ud
Når en film starter med et kig langt ind i en kvinde til en gynækologisk undersøgelse, hvor kan den så ikke ende?
Det er lige præcis der – efter en kort introduktion – at François Ozon byder publikum velkommen til sin nyeste film Dobbelt begær.
Han holder ikke igen med Dobbelt begær, ham Ozon, og det fortsætter sådan set filmen igennem.
Måske havde han brug for at skeje ud efter sidste års kritiker-roste, men efter min mening også noget kedelige, film Frantz.
I Frantz var der ikke meget sjov i gaden hverken indholdsmæssigt eller filmisk. Så er der straks mere spræl i Dobbelt begær, der mest af alt minder om en af 1990’ernes mange erotiske thrillers fra Hollywood, men med kunstfilms-kant.
Måske behøver jeg ikke engang kigge tilbage til 1990’erne, for Dobbelt begær har også en del DNA til fælles med 50 Shades of Gray, selvom Ozon måske ikke ville være helt tilfreds med sammenligningen.
Vores hovedperson minder i hvert fald lidt om 50 Shades’ Anastasia. Hun hedder Chlöe og er en trist ung kvinde, spillet af Marine Vacht, med en masse undertrykte lyster.
Så mange at de giver hende mavesmerter.
Det bringer hende til psykiateren Paul, i Jérémie Reniers skikkelse, og inden længe har de to indledt et forhold og er flyttet sammen.
Men der er et eller andet galt med Paul; noget han skjuler.
Det viser sig at være en tvillingebror. En tvillingebror der også er psykiater, men af den noget mere sleazy slags.
Inden længe er Chlöe fanget mellem de to mænd, mens både hendes psyke og lyster bliver tiltagende ustabile.
Dobbelt begær er en fjollet film, der har godt af ikke at blive taget alt for alvorligt. Ozon giver den gas med gammeldags forstokkede kønsroller og forældet psykoanalyse, men han har en fest imens.
Dobbelt begær er ikke meget kløgtigere end 50 Shades of Gray, men den er langt bedre udført. Og så er fransk film som bekendt noget mindre kysk end Hollywood.
Ozon giver den thriller-gas med svimlende vindeltrapper, undertrykte hemmeligheder, symbolske spejle og masser af farlige seksuelle lyster.
Her er et væld af referencer til både Polanski og Hitchcock. Alt fra en skummel gammel dame i nabolejligheden, til en læge der som revet ud af Psycho pædagogisk forklarer os filmens plot til sidst.
Men med sin noget sleazy-tone er det nu mere Hitchcock disciple som Brian De Palma og Paul Verhoeven Dobbelt begær vækker minder om. Den leverer sin underholdning igennem krydsningen af thriller og umotiveret sex, og det fungerer fremragende.
Godt nok mangler Ozon det sarkastiske bid fra Verhoeven og det instruktørmæssige flair fra De Palma.
Det er derfor også først til sidst, da Dobbelt begær når sit gakkede klimaks, at den kommer helt op på siden af sine forbilleder.
Slutningen er til gengæld forbilledligt fyldt med galskab. Det havde været rart med lidt mere af den slags lidt tidligere.
Så var jeg heller ikke blevet i tvivl om, hvor alvorligt Ozon tager sin historie. Forhåbentlig ved han, at hans behandling af emner som psykisk sygdom og kønsroller er rimeligt trashy.
Trashy – men underholdende.
Til tider virker det desværre lidt som om, han tror, at han har lavet en kompleks kunstfilm.
Det har han ikke.
Han har lavet en bedre 50 Shades of Gray.
Ozon skejer ud med Dobbelt begær, der er skamløst underholdende og spiller som besat på psyko-sex-thriller-klaviaturet. Godt nok er den mere 50 Shades end Hitchcock, men det er der sådan set heller ikke noget galt med.
