Ninna anmeldelse: Forfriskende dansk komedie

0
1653
Ninna anmeldelse
Foto: UIP

Ninna anmeldelse: Tidlig julegave fra dansk film

Jeg ved ikke om den danske filmindustri har lavet en hemmelig aftale, om at gode danske komedier både skal foregå og udkomme op til jul.

Sidste år var det den fremragende Den tid på året, der totalt dominerede komedielandskabet.

I år er det så den charmerende Ninna, der viser, at solide karakterdrevne danske komedier stadig kan produceres.

Instruktør Fabian Wullenweber kommer måske ikke helt op at ringe med Paprika Steens juleklokker, men Ninna er længder over det sædvanlige danske komedieudbud.

Ligesom Den tid på året skyldes succesen, at Ninna tager udgangspunkt i sine karakterer.

Her er ikke brug for søgte scener med hårfjerning, transport af lig eller kup i stuepigeuniformer.

I stedet for at lede efter grin i anstrengt gross-out humor, så finder Ninna sin morskab i oprigtigt sjove karakterer og velskrevet dialog.

Egentlig er Ninna mindst lige så meget et dramatisk karakterstudie af sin titelkarakter, som den er komedie.

Heldigvis er titelkarakteren en god en af slagsen.

Ninna anmeldelse
Foto: UIP

Susanne Juhasz vækker frygtløst og med upåklagelig timing den ikke altid lige sympatiske Ninna til live.

Med høje parykker og stramtsiddende tøj kaster Juhasz sig frygtløst ind i rollen som alt for ligefremme Ninna.

Juhasz springer elegant mellem voldsomme følelsesudbrud, hjertevarme og dryppende sarkasme. Juhasz’ præstation gør det svært at forstå, at hun ikke har haft en større plads i dansk film hidtil.

Det hjælper selvfølgelig også, at skuespilleren selv står bag manuskriptet. Det føles skræddersyet til hende, og det tjener filmen som helhed.

Ninna anmeldelse
Foto: UIP

Historien kaster stakkels Ninna ud i en eksistentiel krise, da hendes 18-årige søn pludselig – ifølge Ninna i hvert fald – flytter hjemmefra.

Pludselig er der ikke meget tilbage i Ninnas liv end arbejdet på den lokale grillbar og besøg hos sin små-alkoholiske mor på plejehjemmet.

Men da Ninna placerer sig solidt i feel-good kategorien, flytter en sympatisk Peter Gantzler selvfølgelig ind ved siden af, mens Ninna kommer på sporet af sine mangler som mor.

Plotforløbet er med andre ord ikke specielt overraskende.

Særligt filmens sidste del kæmper sig frem til en lige vel sentimental og utroværdig lykkelig slutning, og Ninnas mange oneliners sidder heller ikke altid helt i skabet.

Men for det meste gør de.

Bag grinene finder Ninna også frem til ægte og uanstrengt drama med mere kant end forventet, når den griber fat i så tungt et emne som alkoholisme.

Det hele pakket ind i en overraskende gennemført og lækker visuel side og solid instruktion fra Fabian Wullenweber.

Ninna hører med andre ord til blandt de gode danske komedier.

Men dansk film behøver ikke nødvendigvis vente helt til næste jul med at levere endnu en af slagsen.

Susanne Juhasz er uimodståelig i titelrollen, og Ninna er en usædvanligt veloplagt dansk komedie.

4 af 6 stjerner anmeldelse