Wonderful Copenhagen anmeldelse: En film der ikke er sjov at anmelde

Wonderful Copenhagen er ikke en sjov film at anmelde.

Den danske fotograf Bo Tengbergs debut som filminstruktør er et passionsprojekt af karat. Lavet på et forsvindende lille budget, med en række filmskabere og skuespillere, der i stedet for løn har været motiveret af et ønske om at kaste lys over menneskehandel og prostitution i København.

Det er med andre ord en usandsynligt sympatisk film stopfyldt med gode intentioner.

Men desværre er den bare ikke særligt god.

Wonderful Copenhagen er så optaget af at fortælle sit publikum at østeuropæiske piger bringes til København for at blive prostituerede mod deres vilje, at den både glemmer at fortælle en vedkommende historie, men også forfalder til karikaturer, der truer med at underminere det ellers vigtige emne.

Wonderful Copenhagen fortæller en todelt historie.

På den ene side følger filmen den unge polske pige Mila, der rejser til Danmark med et falsk håb om at blive stuepige, men i stedet indlogeres i et kælderbordel i Kødbyen.

Det er – teoretisk – grove løjer, når den unge pige holdes fanget under trusler mod hendes søn i Polen, og på første dag voldtages af en brovtende dansk mand.

Men da Mila 10 minutter inde i filmen kigger over mod Viggo Vagnbys gamle plakat med ænder, der krydser en Københavnsk gade og teksten Wonderful Copenhagen, så er det ligesom slået fast med alt for store søm:

Copenhagen er slet ikke så wonderful endda.

Det føles mere som et middelmådigt indslag i OBS, eller en klodset undervisningsfilm til folkeskolen, end det føles som en egentlig biograffilm.

Det hjælper desværre ikke i filmens anden historie.

Her følger vi Trine Pallesens Tanja, der forsøger at drive en cafe, der tilfældigvis har Milas bordel i baggården.

Hun ser Mila i lokalområdet og får langsomt – alt for langsomt – øjnene op for at der foregår noget skummelt i det dunkle kælderrum.

Det burde nu ellers være til at fange med tanke på Casper Sloths omvandrende kliche af en junkie ellers Jens Andersens psykopatiske gangsterboss Carsten, der i øvrigt er klædt i skindjakke, som de fleste af filmens skurke.

Skindjakker er tegn på ondskab.

Fortællingen har stof til en kortfilm, men strækkes ud, blandt andet ved hjælp af en sidehistorie om Tanjas venindes mand, der selvfølgelig også besøger prostituerede.

Wonderful Copenhagen svinger med andre ord sit budskab rundt som en forhammer, hvor en skalpel muligvis havde været mere effektiv.

At fortællingen i sig selv er klodset, forplumres endnu mere af måden den fortælles på. Fra en klodset voice-over til den ekstreme brug af kun to lokationer, der nok har noget med mikro-budgettet at gøre, men alligevel kommer til at føles klaustrofobisk på den ufede måde.

Helt galt går det mod slutningen, hvor filmens karakterer begynder at agere mere end almindeligt ulogisk. Det er næppe baseret på den ‘grundige research’, der fremhæves i pressematerialet.

Trine Pallesen gør hvad hun kan med sin noget tyndbenede rolle, og mod slutningen dukker Bjarne Henriksen også op og giver den klodsede film noget tyngde og hjertevarme, men det er desværre ikke nok.

Wonderful Copenhagen er tydeligvis fyldt med gode intentioner og skabt med store mængder hjerteblod.

Det er bare desværre ikke en god film.

Wonderful Copenhagen vil gerne kaste lys på en vigtig sag, men alverdens gode hensigter kan desværre ikke kompensere for en ualmindeligt klodset fortælling og kluntet filmsprog.