Under træet: Islandsk naboskab

Hvis Under træet er en realistisk fremstilling af livet i et islandsk villakvarter, så ville jeg nok foretrække at bo på landet.

Det postulerer den nu nok heller ikke at være.

Det er trods alt de færreste stridigheder mellem naboer, der udvikler sig helt i samme retning som i Under træet.

Men fremstillingen af den eskalerende bitterhed, der kan være over en hæk mellem to baghaver, er nu nok alligevel meget præcis.

Om så du bor i Island eller Rødovre.

På overfladen handler det hele om et træ. Fra den ene side af hækken er det smukt og bør bevares. Fra den anden side af hækken skygger det for den begrænsede islandske sol, der falder på terrassen.

Men det egentlige problem er mangel på forståelse.

En familie kæmper en brav kamp for at få et barn i en relativt sen alder. Den anden familie har en voksen søn, der er forsvundet, og en anden søn der bor hjemme, efter han har været sin kone utro.

Det er altså kun en lille gnist, der skal til for at starte en eksplosion.

Det starter da også uskyldigt nok: et par havenisser med bar røv i blomsterbedet. Men inden længe begynder kæledyr at forsvinde, og tingene tager en mere alvorlig retning.

Eller alvorlig er måske så meget sagt.

Instruktør Hafsteinn Gunnar Sigurðsson serverer nemlig hele herligheden svøbt i en tyk omgang sort humor.

Altså sådan virkelig sort.

Til tider minder Under træet næsten om Ruben Östlunds tragikomiske udstilling af menneskelige svagheder, som i Force Majeure eller The Square. Dog uden helt den samme visuelle finesse.

En far, der er smidt ud hjemmefra, henter sin datter i børnehaven og tager hende på improviseret skovtur på græsplænen foran IKEA, mens en anden mand flygter fra sin kones tiltagende psykopatiske handlinger med et forsmået “Jeg tager til kor”.

Det er tragikomik på højt plan.

Det bliver kun bedre, og sjovere, som Under træet bliver mere fabulerende og absurd i den eskalerende nabokrig.

Så går det mindre godt med at få publikum til at føle noget for de afstumpede personer. Forsøg på hjertevarme falder unægteligt lidt til jorden midt i det islandske gråvejr og filmens ubetingede sortsyn.

Skuespillerne leverer til gengæld deres plagede hovedpersoner med stort overskud.

Særligt Edda Björgvinsdóttir gør sig bemærket, som den lidende matriark Inga, der får sine aggressioner ud i tiltagende bizarre angreb mod naboerne.

Hun er den nabo man ikke har lyst til at være og især ikke til at bo ved siden af. Island eller ej.

Under træet byder på store mængder veloplagt tjære-sort humor og tragedie i sin underholdende fortælling om en nabokrig fra helvede.