They Shall Not Grow Old anmeldelse: Forskellen mellem at vide og opleve

Peter Jacksons dokumentar om 1. Verdenskrig, They Shall Not Grow Old, er et blændende bevis på forskellen mellem at vide noget og at opleve noget.

For jeg vidste da godt, at 1. Verdenskrig var den første reelt industrialiserede krig, hvor både ny teknologi og sygdom tog livet af alt for mange soldater og civile.

Jeg vidste da godt, at millioner af soldater måtte leve et dyrisk og pludseligt afsluttet liv i de umenneskelige skyttegrave.

Jeg vidste det godt, men jeg forstod det nok ikke helt før They Shall Not Grow Old.

1. Verdenskrig er ellers en af de absolut første krige, som vi alle i årevis har kunnet se levende billeder fra.

Men teknologien har åbenbart hæmmet det.

For de flimrende sort-hvide optagelser fra krigen har for mig altid haft mere til fælles med fiktive stumfilm end dokumentarisk arkivmateriale.

For det er som om, det ikke helt er rigtige mennesker, det handler om, når billederne af dem mere minder om Chaplin og Buster Keaton end optagelser fra Irak-krigen.

Og det er netop det They Shall Not Grow Old forsøger at rette op på.

Peter Jackson og holdet bag filmen har nemlig ikke bare restaureret arkivmaterialet i They Shall Not Grow Old, men også farvelagt det, udjævnet hastigheden og tilføjet både stemmeskuespil og moderne lyddesign.

Det kan måske på overfladen lyde mere eller mindre respektløst at manipulere det oprindelige materiale så voldsomt, men et enkelt blik på den endelige film afslører pointen med det samme.

Pludselig træder de unge soldater i 1. Verdenskrig frem som virkelige mennesker. De får tyngde og menneskelighed på en måde, som de gamle optagelser ikke kunne levere.

Farvelægningen er tilpas underspillet, men det er ændringen af hastigheden og i særdeleshed lyden, der for alvor gør They Shall Not Grow Old til en gribende filmoplevelse.

Velvalgt stemmeskuespil kommer med kvalificerede bud på hvad de ellers lydløse soldater kan have snakket om, mens lyddesignet effektivt smider publikum ned i skyttegravene sammen med dem.

Morterangreb, maskingeværild og flammekastere får biografsalen til at ryste, mens krigens grusomheder træder frem næsten for klart på lærredet.

Pludselig er 1. Verdenskrig ikke længere historie, men en krig af samme styrke og vigtighed som de mest aktuelle.

Jackson holder fokus rettet solidt mod de britiske soldater, fra de tager afsted hjemmefra og til de overlevende fremmedgjorte vender tilbage til civilisationen.

I stedet for traditionel speak lader They Shall Not Grow Old gamle interviews med hundredevis af krigsveteraner være guide gennem billederne.

Af samme grund er filmen ikke en tør historielektion fyldt med datoer og større sammenhænge, men en gribende dissektion af den menige soldats oplevelser under krigen.

Jackson lægger ikke fingre imellem, når han viser resultaterne af krigens brutalitet og en gang imellem er det samlede udtryk måske også mere sensationelt end godt er.

Men Jackson styrke har aldrig været tilbageholdenhed, og han har unægteligt skabt en film, der vækker 1. Verdenskrig til live på film som aldrig før.

Af samme grund er det værd at opsøge They Shall Not Grow Old i biografen så længe chancen er der, og gerne i den fremragende 3D-udgave, der for alvor hiver publikum med tilbage i tiden.

Jeg kommer aldrig til at tænke på 1. Verdenskrig på samme måde igen.

They Shall Not Grow Old vækker 1. Verdenskrig til live på film som aldrig før. En vanvittigt gribende filmoplevelse, der må være det næstbedste efter en reel tidsrejse.