The Predator anmeldelse: Drømmen om Shane Blacks Predator

På overfladen virkede det perfekt, at det var instruktør Shane Black, der skulle genoplive Predator-franchisen, der aldrig for alvor har leveret en god film siden alle raske mandebørns favorit; John McTiernans oprindelige Predator fra 1987.

Black har gjort en karriere ud af manuskripter og film, der leverer humor og hjerte til hårdkogte macho-fortællinger.

Og som alle, der husker Carl Weathers og Arnolds Scwarzeneggers svulmende hilsen i den oprindelige film ved, så findes der ikke en meget mere macho-film end Predator.

Og for fanden, så er Black jo selv med i den oprindelige film som den brillebærende Hawkins. Det virker som en sikker vinder.

Og det går da heller ikke helt galt, men The Predator lever ikke op til drømmen om, hvad en Shane Black-instrueret Predator-film kunne have været.

Det skyldes først og fremmest, at Black har en meget letsindet tilgang til materialet.

At den oprindelige film er fjollet, er de færreste nok i tvivl om, men selv de dummeste oneliners i John McTiernans film havde fundament i blodig alvor.

Predator-monstret blev ikonisk netop fordi den intergalaktiske jæger, der lurede i junglens træer, var en nådesløs og uhyggelig dræber.

Samme vægt får monstret ikke i Blacks film, der aldrig bruger tid til at genskabe monstrets mystisk – eller endda til at lade det overvåge hovedpersonerne uset – og i stedet bruger det som en undskyldning til at samle en flok elskelige tabere og lade dem fortælle vittigheder.

Det er så til gengæld også det han gør bedst.

The Predator anmeldelse
Foto: SF Studios

Godt nok er Boyd Holbrook i hovedrollen som snigskytten, der er vidne til en predators ankomst til jorden, muligvis filmens kedeligste karakter, men Black omgiver ham heldigvis med en række af den slags kærlige voldspsykopater, som han er ekspert i.

Her er lige så mange snedigt vittige replikker og testosteron-coolness – også fra filmens kvindelige hovedroller – til at filmen føles som en efterfølger til Predator.

Det er et stærkt og cast, Black har samlet til at erstatte den oprindelige films ikoniske militærbøffer, og de ender med alle sammen at være lige præcis sjove og badass nok til at filmens andre problemer glider lettere ned.

Men de er ikke helt nok til, at jeg kan sluge et manuskript, forfattet af Black og kultdyrkede Fred Dekker, der ikke helt forstår at skabe en balance mellem et skævt-action smil og overdrevent fjol.

The Predator anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Hyggelige Predatorhunde og en autistisk dreng hvis evner mere minder om magi, gør det svært at investere sig i historien, og selvom The Predator tilføjer fine detaljer til Predatorens mytologi og arsenal, så bliver titel-monsteret aldrig rigtigt mere end en birolle.

Black kompenserer med et højt tempo, der er med til at holde underholdningsværdien oppe, men lidt for hurtige skift mellem lokationer og nat/dag får også filmen til at føles underligt forhastet.

Black har heller ikke helt styr på sine actionsekvenser, der ofte bliver for rodede og især mod slutningen lider under ikke helt så vellykkede visuelle effekter.

Det er selvsagt svært at leve op til actionmaestroen McTiernan, men det kan godt gøres bedre end det her.

Det får The Predator til at ende et sted i den lunkne midte.

Den er ikke det triumferende gensyn, jeg kunne have håbet på, men den hører samtidig til en Predator-franchisens bedre film.

Instruktør Shane Black lykkes desværre ikke helt med at sparke liv i det gamle monster, selvom et fremragende cast hjælper ham et godt stykke af vejen.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse

Facebook kommentarer