The Green Knight anmeldelse: Forunderligt

Forunderligt.

Det er nok en af de ultimative ting jeg håber på at opleve, når jeg sætter mig til rette til en ny film, spiller et computerspil eller læser en bog. Ja, bare generelt, når jeg oplever kunst.

Noget forunderligt.

Det sker ikke så ofte, som det gjorde engang. Da jeg var barn, var det let for film at være forunderlige.

Tit føltes filmene større, end det lærred de blev vist på. Som om de rakte ind i en anden betagende verden, jeg ikke helt kunne forstå, men som jeg altid blev opslugt af.

Og når filmen var slut, føltes min egen verden anderledes. Udvidet. Mere mystisk.

Men som voksen er det svært. Jeg har set og oplevet så meget, at det meste føles som gentagelser af andre ting. Det oprigtigt forunderlige er sjældent.

Måske er det derfor, jeg er blevet fuldstændigt forelsket i David Lowerys The Green Knight.

Den er forunderlig.

The Green Knight gav mig samme følelse, som dengang jeg som barn kastede mig ud i tykke engelsksprogede fantasyromaner uden helt at have mestret sproget.

Den har et niveau af mystik og fremmedartethed, som jeg sjældent oplever. Som om jeg aldrig helt kan begribe dens verden.

Det er måske ikke så mærkeligt. For Lowerys film er nemlig baseret på den cirka 700 år gamle tekst Sir Gawain and the Green Knight.

Den slags oldengelske vers, der både fortæller en gribende historie, og som selv de største forskere – inklusive en af tekstens første oversættere J.R.R. Tolkien – aldrig helt kan trænge igennem.

Og hvis du ikke kender historien, skal den ikke afsløres her. Men Lowery er både overraskende tro mod den gamle ridderfortælling, mens han laver nogle afgørende moderniserende forandringer.

Men mest af alt, inviterer han bare med på en rejse.

En rejse gennem Malgosia Turzanskas fremmedartede kostumer og gennem Jade Healeys tågede production design.

En rejse med fremdrift fra Andrew Droz Palermos drømmende billeder og Daniel Harts betagende musik.

En rejse ind i den bedste fantasyfilm siden Ringenes Herre-trilogien, også selvom sammenligningen er lidt misvisende. For The Green Knight er ikke helt så traditionel.

The Green Knight er både en meditation over døden og en drilsk humorfyldt roadmovie, der vækker minder om Jim Jarmuschs Dead Man.

Den har en suveræn fantasyæstetik, der vækker minder om Terry Gilliams syrede og jordnære fantasy som Monty Python and the Holy Grail og Time Bandits.

Men alle referencerne er selvfølgelig bare min voksne hjernes måde at forstå The Green Knight på.

Den er sin egen.

En vanvittigt stærk central præstation af Dev Patel bibeholder det menneskelige, selv når filmen når sine mest psykedeliske højder.

Og så er den bare en suveræn videreførsel af en århundreder gammel fortælling, som et moderne publikum, nu igen kan blive betaget af.

Men måske vigtigst af alt: Jeg kan ikke slippe den. 

Jeg bliver ved med at vende tilbage til filmens billeder på indersiden af øjnene.

Jeg bliver ved med at genoverveje, hvad filmen vil sige om sin helt. Og om han overhovedet er en helt.

Jeg bliver ved med at drømme mig tilbage til dens tågede skove.

Dens verden rækker med andre ord langt ud over, hvad man kan se på lærredet.

Det er sgu da forunderligt.

En mystisk, sjov, blændende smuk og konstant underholdende meditation over døden. The Green Knight er det bedste filmiske fantasy siden Ringenes Herre.