The Greatest Showman anmeldelse: Et underholdende rod

The Greatest Showman er som et Las Vegas-show, der har kørt i lidt for mange år.

Engang var der en klar plan og historie i showet, men over årene har der været en hær af forfattere og instruktører forbi og udbygget det lidt efter lidt.

Nu er showet blevet en kulørt udgave af Frankensteins monster sammensat af sang, dans og glitter.

Et stort farvestrålende rod.

Men lur mig om ikke det er underholdende alligevel.

Dette kulørte kaos er er inspireret af P.T. Barnums usædvanlige liv. Barnum var en genial forretningsmand og underholder. Barnum blev blandt andet berømt på det, der senere skulle udvikle sig til Barnum og Baileys cirkus.

Et storslået og skandaløst show hvis helt store trækplaster var en samling af usædvanlige og misdannede mennesker: En skægget dame, verdens tykkeste mand og så videre.

I The Greatest Showman portrætteres Barnum som en charmerende lurendrejer, der altid har en ny drøm i sigte. Virkelighedens Barnum var ikke helt den samme smukke charmetrold som denne udgave portrætteret af Hugh Jackman.

Men det er også svært at konkurrere med.

Uden Jackman havde The Greatest Showman ikke været nær så underholdende, som den er. Jackman er en af vor tids eneste old-school stjerner, der både kan synge, danse og spille skuespil.

I The Greatest Showman får han mest lov til at danse og synge, for filmen er ikke det helt store fængende drama.

Der bliver ellers gjort et halvhjertet forsøg med helhjertede skuespillere.

Hjemme venter Barnums to børn og hans trofaste kone i skikkelse af Michelle Williams, der følger ham i tykt og tyndt. Men Barnums drømme stiger ham – selvfølgelig – til hovedet så han glemmer, hvad der virkelig betyder noget.

The Greatest Showman virker nu lidt ligeglad, både med Barnum og hans kone og det hold udstødte freaks som Barnum får samlet.

Til gengæld har den virkelig travlt med at være en god gammeldags musical. Skuespillerne synger mere end de har dialog, og det ene nummer afløser det andet.

Og det vel at mærke ikke i en meta-ironisk moderne musical-stil som f.eks. La La Land eller endda Moulin Rouge.

Nej, The Greatest Showman er skamløst en musical af den helt storladent gammeldags og ligefremme slags. Her er ikke dybere aspirationer end koreografi-blær og smukke syngende mennesker.

Men det er altså også for sjældent, vi ser den slags i biografen!

The Greatest Showman byder på en række velkoreograferede numre, en hær af dansere, smukke kostumer og en helt håbløst positiv omgang feel-good.

Den er smurt ind i et tykt lag flødeskum – eller som amerikanerne ville sige – den er cheesy ad helvede til, men det virker altså.

Måske er det Jackmans ubændige charme, og det sympatiske budskab om diversitet og forskellighed, der vandt mig over. Men vandt mig over, det gjorde The Greatest Showman altså.

Ja, det er noget rod, og ja, der bruges alt for lang tid på en tyndbenet romance mellem ellers fine Zach Efron og Zendaya.

Og den Katy Perry-lignende storladne pop havde jeg glemt, så snart jeg var kommet uden for hørevidde af biografsalen.

Men når musikken spillede, lysene og stjernerne skinnede om kap og danserne akrobatisk smed sig over lærredet, så var jeg altså mægtigt godt underholdt.

Det er måske ikke det bedste show i Vegas – men det er dog stadig et show i Vegas!

The Greatest Showman er skamløs og forrygende underholdning af den helt klassiske musical-skole. Nok er den lidt noget rod, og glemt på kortere tid end den varer. Men den er også Hollywood underholdning af en type, vi alt for sjældent ser i biografen. Find et stort lærred, og nyd en ordentlig portion tomme – men velsmagende – filmiske kalorier.