Neruda anmeldelse: En fiktiv biografi
Biografiske film er svære.
Hvis de følger hovedpersonens liv for slavisk, blive de kedelige.
Men hvis de jazzer dramaet for meget op, mister de troværdigheden.
Med Neruda følger instruktør Pablo Larrain en tredje og mere kringlet vej, med blandede men interessante resultater.
Neruda er et portræt af den chilenske digter, politiker med mere Pablo Neruda.
I 1948 må Neruda gå under jorden. Chiles præsident Gabriel Gonzalez Videla har fået et ondt øje til kommunismen, og den populære poet Neruda er både medlem af kommunistpartiet og glødende fortaler for den røde ideologi.
I hælene på Neruda er den skarptskårne politiefterforsker Óscar Peluchonneau, der sætter alt ind på at fange den selviscenesættende Neruda. Imens springer Neruda fra lokalitet til lokalitet, selvom han mangler den opmærksomhed, han normalt får fra sine loyale følgere.
Det er Gael Garcia Bernal, der smukt vækker den ukuelige betjent Oscar til live, og det er fra hans synspunkt, at en stor del af Neruda fortælles.
Og det er her tingene begynder at blive uldne.
Oscars scener virker som taget ud af en klassisk detektivhistorie. På gammeldags bagprojicerede bilture jager han den enigmatiske Neruda, tilsyneladende altid et skridt bagud.
Imens begynder virkelighed og fiktion at smelte sammen. Oscar er som revet ud af de detektivromaner, Neruda underholder sig med på flugten. Måske er han i virkeligheden skabt af Neruda selv, for at gøre menneskejagten på ham mere saftigt spektakulær end virkeligheden.
Eller er det mon instruktør Pablo Larrain, der helt metatekstuelt opfinder denne detektiv for at jage sandheden om Neruda – eller illustrere, at den er svær at indkredse?
Resultatet er en film der kombinerer en virkelig historie med en storslået fantasi, og bevidst undviger entydige svar om sin hovedperson.
Var Neruda virkelig en narcissistisk selvfed digter, eller en politisk ildsjæl der brændte for folkets skæbne?
Lidt af hvert og ingen af delene, synes Neruda at sige.
Jeg brugte filmen på at lede efter svar, der aldrig kom, men spørgsmålene er heldigvis også mere interessante.
Især når de er så æstetisk betagende som her. De lilla-tintede billeder skifter mellem rå realisme og retro-lækker skønhed fra scene til scene og ender i en snedækket finale, der er slående smuk.
Hovedrolleindehaveren Luis Gnecco ligner Pablo Neruda til forveksling, og spiller ham tilpas enigmatisk og charmerende.
Til gengæld træder Neruda aldrig rigtigt frem som et menneske af kød og blod. Lidt ligesom hans forfølger heller aldrig gør det.
Det er selvfølgelig en del af pointen. Men jeg er ikke kommet Neruda meget nærmere som person eller som historisk fænomen efter Neruda.
Jagten på Neruda lykkes derfor aldrig helt, hverken for Óscar eller filmen, men forsøget er til gengæld virkelig forførende.
Neruda er et tiltrængt frisk pust i en støvet genre. Med en blanding af fakta og fiktion jager instruktør Pablo Larrain en form for lyrisk sandhed om sin hovedperson. Om jagten lykkes er en anden sag, men den er utvivlsomt værd at overvære.
