Superposition anmeldelse: Kvantemekanisk drama

Allerede når man finder ud af, at Superposition henter sin titel fra kvantemekanikken, er det til at regne ud, at den er ude på noget.

På overfladen er Superposition ellers endnu et dansk og dødsensalvorligt drama om trængsler i parforholdet hos den øvre middelklasse.

Men den er også…noget andet.

Begrebet Superposition er nemlig hentet fra fysikkens — og nok især kvantemekanikkens — verden. Det beskriver, som jeg forstår det, hvordan f.eks. elektroner kan eksistere i mere end en tilstand samtidig, men kun måles i en enkelt tilstand.

Ikke helt den begrebsverden dansk drama normalt opererer med.

Det er da også som om, Superposition og instruktør Karoline Lyngbye morer sig med at hive sit drama op ved roden og flytte det til The Twilight Zone.

Det fungerer — for det meste — overraskende godt.

Ironisk nok er det især fordi filmens manuskript netop har styr på sit drama.

Allerede inden tingene for alvor går skævt, er historien om storbyparret Stine og Teit, der med deres lille søn rejser langt ud i den svenske natur for at udleve deres drøm om et bæredygtigt og enkelt liv fængende.

Marie Bach Hansen og Mikkel Boe Følsgaard er fremragende i hovedrollerne. De vækker dem til live, så man tror på dem.

En tidlig scene — hvor parret optager et podcast, som skal dokumentere deres rejse væk fra civilisationen — er en masterclass i tvetydighed og forstillelse.

Der lurer noget under den kuraterede overflade i parforholdet. Til parrets store fortrydelse lurer der også noget i skoven omkring dem, som viser sig at have mere end almindeligt meget til fælles med den fra Twin Peaks.

Hvad præcis der lurer i skoven, er det synd at afsløre. Som alle gode afsnit af The Twilight Zone, er det noget abstrakt, der skal gøres eksplicit.

Instruktør Karoline Lyngbye bruger filmens gimmick, til at lave en dybere psykologisk udforskning af sine hovedpersoner.

Og i størstedelen af filmens spilletid, fungerer det.

Jeg var ikke forberedt på filmens første hemmelighed, og da dramaet begynder at tilte ned i gysermørket i filmens første halvdel, er det umanerligt effektivt.

Sine Vadstrup Brooker fortsætter med at folde sig ud som en af dansk films dygtigste fotografer efter Landet af glas og Ønskebarn.

Denne gang overgår hun næsten sig selv med en smågenial brug af fokus. Brooker kølieg visuelle udforskning af familiens tiltagende truende bæredygtige hjem er et afgørende element for filmens stemning.

Sammensat med et stærkt lyddesign af Matias Brogaard og urovækkende musik af Pessi Levanto er Superposition en intens og filmisk selvsikker oplevelse.

Superposition dropper desværre gyset lidt for hurtigt. I filmens anden halvdel kæmper Superposition også med, at dens ydre fremstilling af indre problemer bliver lige bastant nok.

Og måske endnu mere problematisk bliver slutningen en noget utroværdig psykologisk sløjfe på begivenhederne. Enkelte af filmens effekter underminerer desværre også den grundlæggende præmis.

Superposition er ikke perfekt og ikke for alle.

Men den har alligevel ambitioner og filmiske muskler nok til, at jeg ikke glemmer den lige foreløbig.

Jeg håber Karoline Lyngbye også i sin næste film tager dansk film med en tur til The Twilight Zone.

Superposition er en selvsikker, stemningsfuld og for dansk film atypisk blanding af drama og thriller.