Gladiator II anmeldelse: Haj-logistik

Det er virkelig sjældent, at jeg er interesseret i om noget i en film, giver videnskabelig eller historisk mening.

Hvis en film har sin egen interne logik og/eller et stærkt nok filmsprog, så er jeg fuldstændigt fløjtende ligeglad med om sorte huller virkelig fungerer sådan, eller om den bil virkelig kan køre så hurtigt.

Jeg hader de uendelige timers YouTube indhold, der kritiserer film for ikke at overholde virkelighedens regler.

Så det siger en del, at Gladiator II fik mig til at tænke på haj-logistik.

For en af de mest vanvittige scener i Gladiator II — og der er en del — præsenterer en gladiatorkamp, hvor gladiatorerne genopfører et søslag i et oversvømmet colosseum.

Vel at mærke et oversvømmet colosseum fyldt med menneskeædende hajer.

Og jeg har altså min tvivl om, hvordan det kan lade sig gøre også i filmens univers.

Jeg mangler scenen, hvor hajerne fanges ude på havet. Måske jeg også gerne ville se, hvordan romerne fragtede levende hajer til colosseum med teknologi fra omkring år 200.

Og nåh ja, processen med at fylde Colosseum med det salte havvand, som hajerne kan overleve i, havde måske også været interessant at se.

Det havde i hvert fald været mindst lige så spændende som lange dele af Ridley Scotts Gladiator II, der pendulerer mellem kedsommelig gentagelse af sin forgængers plot og over-the-top scener, der sjældent virker bevidste om deres egen ufrivillige komik.

Det sidste er selvfølgelig bedst og tæller alt fra kamp mod, hvad jeg kun kan beskrive som monsteraber, med hugtandsmunde, der let kan gabe over fire menneskehoveder på en gang til gladiatorer der rider på velvillige næsehorn.

Det er i sandhed mere en film fra instruktøren af den rundtossede House of Gucci end instruktøren af Gladiator og Black Hawk Down for slet ikke at nævnt Alien og Blade Runner.

Denzel Washingtons overgearede præstation i Gladiator II, havde f.eks. passet fint ind i persongalleriet fra House of Gucci.

Da Washington på et tidspunkt ondsindet hvisler ‘politicssssssssssss’ — et øjeblik som Ridley Scott har valgt at beholde i filmen — begyndte jeg at tænke, om Ridley i virkeligheden bevidst har lavet en Saturday Night Live-agtig parodi på ideen om en efterfølger til sin egen fuldstændigt afsluttede oprindelige film.

Den teori understøttes fint af filmens start, der giver filmen den perfekt fjollede titel GladIIator — med romertal selvfølgelig.

Men det er desværre svært at tro på Scott selvbevidsthed, når man er vidne til resten af filmens 2½ timer lange spilletid.

For hvis bare GladIIator havde været den gakkede sværd og sandal-film, den til tider giver sig ud for at være.

Men nej, det meste af tiden er den historien om en mægtig kriger, der mister sin familie, tages til fange, bliver gladiator i Rom, rodes ind i intriger med romernes dekadente elite og bliver et symbol for frihed.

Det skabelon-agtige manuskript er så tæt på den oprindelige film, at det grænser til at være et remake.

Skuespillerne er mere castet som versioner af skuespillerne fra år 2000-versionen, end som selvstændige karakterer.

I rollen som Russel Crowe har vi Paul Mescal, Denzel Washington spiller Oliver Reed, Djimon Hounsou spilles af Peter Mensah og rollen som Joaquin Phoenix skal der nu to overspillende skuespillere til at klare i skikkelse af Joseph Quinn og Fred Hechinger.

Kun Connie Nielsen spiller sig selv i en historie, der selvfølgelig desperat trækker tiltagende usandsynlige tråde tilbage til Crowes Maximus — som Paul Mescal selvfølgelig ikke kommer i nærheden af at være i konkurrence med.

Og det gælder også for resten af filmen, der med undtagelse af scenografi, kostumer og Industrial Light & Magics fremragende effekter (på trods af det fjollede indhold) er dårligere på alle parametre.

Jeg er ikke den største fan af den oprindelige Gladiator, men det er svært at benægte den films storladne følelsesmæssige slagkraft.

Den er fuldstændigt forsvundet i GladIIator, der slår vores hovedpersons kone ihjel tidligt, og så helt glemmer at få os til at føle for ham igen.

Det hjælper ikke, at Harry Gregson Williams’ musik er næsten ulideligt anonym i sammenligning med Hans Zimmers ikoniske score til den oprindelige film.

Et faktum, der kun bliver værre når filmen i få øjeblikke tyer til Zimmers smukke temaer.

Actionscenerne forsvinder før de begynder og byder ganske vist på enkeltstående flotte billeder, men kun sjældent på egentlig spænding eller fare — uagtet hajerne.

Og til slut imploderer manuskriptet fuldstændigt, da ting tilsyneladende pludselig sker mere fordi filmen er ved at være slut, end fordi forudgående hændelser har ført op til dem.

Det er noget rod på den ikke-underholdende måde. I modsætning til hajerne.

Som instruktør virker det som om, at 86-årige Ridley Scott gør lige hvad fanden der passer ham i et ethvert givent øjeblik helt uden hensyn til nogen form for sammenhæng eller helhed.

Men det er selvfølgelig også underholdende. På sin egen måde.

Lidt ligesom at bruge tid på haj-logistik.

Gladiator II er en rodet blanding af gakkede indfald og en detaljeret genskabelse af den 24 år gamle oprindelige film, som denne efterfølger slet ikke lever op til.