Søstrene Gusmãos usynlige liv anmeldelse: Spildte liv

Jeg har set flere europæiske kunstfilm, biografiske dramaer og eksperimentalfilm, end noget menneske bør.

Det siger jeg ikke for at blære mig, men for at markere, at selv æggehoved-ultranørdede filmanmeldere kan blive nervøse.

Hemmeligheden er nemlig, at der laves mindst lige så mange elendige internationale kunstfilm, dramaer og historisk storfilm som Hollywood-teen-romancer.

Teenromancerne har det bare med at være kortere.

Fødderne kan med andre ord godt trække lidt den anden vej, når man en kold november-morgen med mundbind spændt ud over ansigtet, begiver sig til Grand Teatret for at se et brasiliansk drama med en spilletid tæt på de 2½ time og den mundrette titel Søstrene Gusmãos usynlige liv.

Situationen bliver desværre ikke bedre, da lyset slukker, og filmen blænder op med en tung scene, hvor to kvinder i et drømmelignende junglemiljø leder efter hinanden.

Det er en metafor, forstår du nok.

Så bliver man alvorligt bange for, at de næste timer bliver spild af liv.

Og det gør de også, på en måde, men heldigvis ikke spild af mit liv.

For Søstrene Gusmãos usynlige liv afslører sig heldigvis hurtigt som en gribende og smukt fortalt film; en klassisk slægtshistorie fortalt fra et nyt perspektiv.

For det er kvinderne, der er i centrum i instruktør Karim Aïnouz’ imponerende film, der handler om søstrene Guida og Euridice.

Og det er så her, vi kommer tilbage til det med spild af liv.

For de to søstre får aldrig lov – ligegyldigt hvor meget de prøver – til at tage kontrol over deres egne liv.

Fra start til slut er det mændene omkring dem, der stiller sig som skæbnedommere.

De to søstre splittes, da Guida tager til Grækenland med en ny forelskelse.

Eller rettere, de splittes først for alvor, da Guida kommer gravid hjem igen uden mand. Den slags kan farmand Gusmãos stolhed ikke klare, og han slår hånden af hende.

Og måske endnu værre fortæller han aldrig til lillesøsteren Euridice, at Guida er kommet tilbage til Brasilien.

Af samme grund lever de to søstre separate liv i samme by, uden at kende til den andens eksistens lige om hjørnet.

I mellemtiden bliver Euridice også gravid i et forhold hun slet ikke har lyst til at være i.

Men kvinder skal jo giftes.

Drømmene om et liv som koncertpianist sættes på pause, mens Guida hutler sig gennem tilværelsen som fattig.

Imens har instruktør Aïnouz sans for at vise det patriakalske samfund, så man ikke er i tvivl om kvindernes undertrykkelse.

Om det er direkte grusomheder – som seksuelle overgreb – eller de helt små detaljer – som at ingen spiser før far har taget, så gennemsyrer mændenes dominans Søstrene Gusmâos liv.

Og så har de ikke engang hinanden at støtte sig til.

Det kan måske lyde som en noget traurig omgang – og Søstrene Gusmãos usynlige liv er da heller ikke ligefrem en feel-good film.

Men Aïnouz får pumpet filmen så fuld af liv, gennem betagende skuespilpræstationer og fotograf Hélène Louvarts varme billeder, at søstrenes trodsige livsenergi forplanter sig til hver eneste scene.

Og da filmen når frem til vel nok en af årets mest rørende scener i de danske biografer i en tårevædet finale, så er den tungt metaforiske åbning næsten helt glemt.

Jeg havde slet ikke behøvet være så nervøs.

Søstrene Gusmãos usynlige liv kanaliserer så store mængder livskraft ud gennem lærredet, at man næsten glemmer, hvor tragisk det hele er, indtil en slutning der nok skal hive tårerne frem hos selv de mest hærdede.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer