Skjold & Isabel anmeldelse: Den første kærlighed

Skjold & Isabel er ikke nødvendigvis som teenagere er flest.

På trods af deres 17 og 18 år rummer de en uskyld og ærlighed, som man sjældent ser, uanset alder.

De mangler ligesom et filter.

Den der mur af is vi andre bygger op omkring vores følelser år efter år, den har ikke engang et fundament hos Skjold & Isabel.

Og det samme gælder for filmen om dem.

Instruktør Emil Næsby Hansens dokumentar om de to unge menneskers breakup føles som et varmt pulserende og totalt ubeskyttet hjerte.

Det er muligvis den bedste dokumentar om kærlighed, jeg har set, og helt sikkert en af de bedste kærlighedshistorier nogensinde i dansk film.

Og ja, Skjold & Isabel er en kærlighedshistorie, også selvom den handler om to mennesker, der prøver at slå op.

Skjold og Isabel har nemlig uhyrligt svært ved at holde sig fra hinanden, selvom de egentlig er gået fra hinanden.

Der er jo unægteligt stadig følelser imellem dem, og det kan være svært at forstå, hvorfor man ikke bare kan være virkeligt gode venner, efter man har været kærester.

Skjold & Isabel anmeldelse
Foto: Angel Films

Skjold kan da sagtens lave en intim tatovering på Isabel, nu hvor de bare er venner, og Isabel kan da sagtens tage på badetur med Skjolds familie selvom de ikke sådan helt er kærester mere.

Det ene øjeblik er de to lykkelige sammen, det næste har en af dem trådt på den andens sarte følelser.

Det er fantastisk rørende, og Skjold & Isabels fortælling rammer lige lukt ned i, hvordan den første kærlighed føles.

Det skyldes ikke mindst filmens helt fantastiske stil.

Emil Næsby Hansens billeder er blændende smukke, og han formår at tage publikum med ind i Skjold & Isabels mest intime stunder, tilsyneladende helt uden at de ænser kameraet, der kigger på dem.

Skjold & Isabel anmeldelse
Foto: Angel Films

 

Næsby Hansen fanger igen og igen solens genskin i kameraet, og de varme billeder er med til at skabe illusionen om en af den slags utopisk uendelig somre, som alle nok har oplevet i teenageårene.

Det skyldes ikke mindst også klipper Sofie Steenbergers ekstremt præcise arbejde.

Hun skaber et drømmende poetisk tempo uden af Skjold & Isabel bliver hverken kedelig eller et sekund for lang.

Skjold og Isabel er heldigvis ikke som folk er flest, men følelserne er universelle.

Desværre er sommeren ikke uendelig, og Skjold & Isabel bevæger sig støt og rolig frem mod en mere permanent afsked mellem de to.

Men de – og vi – vil heldigvis altid have filmen.

Skjold & Isabel hører til blandt dansk films bedste kærlighedsfortællinger. Det er en blid og sart smuk filmoplevelse, der har evnen til at sende alle tilbage til deres første forelskelse – og ikke mindst den gang den sluttede.

5 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer