Saint Maud anmeldelse: Mauds virkelighed

Får den unge sygeplejer Maud virkelig syner fra gud?

Eller er hendes psyke ved at blive presset ud over kanten?

Jeg ved det ikke, og jeg er egentlig også lidt ligeglad.

Ikke fordi jeg ikke bekymrer mig for stakkels Maud. Det er svært at lade være, når man udsættes for Morfydd Clarks på en gang rørende og dybt forstyrrende præstation.

Clark – og det fremragende manuskript af instruktør Rose Glass – fylder Maud med uimodståelig menneskelighed, selvom hun støt bevæger sig mod kanten til at blive et monster.

Nej, grunden til at jeg er ligeglad med, om Maud virkeligig er på en gudsgiven mission for at redde sin patients sjæl – den kræftramte tidligere dansekoreograf Amanda – eller om hendes sind er knækket, er at både instruktør Rose Glass og hendes film Saint Maud også er ligeglade.

Det betyder ikke noget. For Maud er sikker på, at gud har udvalgt hende.

Og Saint Maud er 100% helliget Mauds virkelighed.

Kompromisløst forlader instruktør Glass aldrig Mauds perspektiv på verden. Med en blanding af velvalgte special effects, overraskende kameraføring og gennemført scenografi fører Glass os ind i Mauds religiøst forvredne univers.

Et univers, hvor andre mennesker er støjende småulækre kroppe, og hvor dem der betyder noget, skal frelses fra deres egne synder.

Resultatet er den bedste instruktørdebut siden Ari Asters Hereditary – sjovt nok endnu en gyser fra produktionsselskabet A24 – og gennemført impressionistisk filmkunst.

Målet er at hive publikum helt ind i hovedet på Maud, og det lykkes til fulde.

Fra et perspektiv er Maud et psykodrama om en ung traumatiseret kvinde, der skubbes ud over kanten.

Fra et andet perspektiv er det rendyrket gys; en slags omvendt exorcisten, der lader sit offer blive besat af helligånden i stedet for satan.

Uhyggeligt er det under alle omstændigheder, når Glass fylder sin film med en helt suveræn sans for urovækkende detaljer.

Sjældent har jeg set så minimalistisk og så vammelt et eksempel på sadistisk bodyhorror. Maud lader sine bare knæ hvile på upoppede popcorn og lader tegnestifter trænge op i sin bløde fod.

Det er en sær kombination af subtilt og ‘in your face’, og det fungerer helt upåklageligt. Og blandt rædslerne og det menneskelige drama snor sig også en tråd af dunkel humor.

Imens leverer Adam Janota Bzowski et soundtrack, der skifter fra det helt skrøbelige til det absolut tordnende.

Hvis Saint Maud har et enkelt problem, så er det, at den måske bærer sin inspiration lidt for tydeligt.

Det er ikke svært at spotte indflydelsen fra instruktør Darren Aronofskys bombastiske karakterportrætter Black Swan og især debutfilmen Pi.

Det gør måske nok plotforløbet en smule for genkendeligt.

Men Glass vinder det tilbage med den fremragende udførsel, og ender med en debutfilm, der med det samme skriver hende ind på listen over de mest interessante instruktører lige nu.

Saint Maud er på alle måder nådesløs. Dybt foruroligende, vildt underholdende og en af de mest imponerende debutfilm længe.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer