Racer and the Jailbird anmeldelse: Det ægte i alt det falske
Hvis Racer and the Jailbird lykkes med en ting – og det vil der være delte meninger om – så er det at finde troværdige følelser i en usandsynlig historie.
For på overfladen er Racer and the Jailbird unægteligt en alvorlig omgang pulp. En stor fed high-concept candyfloss af en historie.
En kvindelig racerkører, Beatrice – også kaldet Bibi – forelsker sig i Gino – eller Gigi – der arbejder med import og eksport af biler. Eller det siger han i hvert fald.
I virkeligheden røver han banker med sit lille crew af ligesindede.
Racer and the Jailbird er altså en romance mellem en racerkører og en bankrøver. En præmis der nærmest minder om en europæisk tegneserie fra 1970’erne: Bibi og Gigi i ræs, kup og kærlighed.
De to labre stjerner i hovedrollerne, ser da også nærmest ud som om, de er udsprunget fra en tegneserietegners fantasi. Adéle Exarchopoulos er som Bibi cirka lige så god til at vride sig sexet ud af en racerdragt, som Matthias Schoenaerts er til at smile forførende i solbriller og jakkesæt.
De er meget gode til det, hvis du skulle være i tvivl.
De to skuespiltalenter har en gnistrende kemi i filmens første halvdel, hvor Bibi langsomt begynder at mistænke, at hendes udkårne ikke har rent mel i posen.
Exarchopoulos har en rå ærlighed i sit skuespil, der er fint matchet af den mere sårbare, men også gådefulde, Schoenaerts.
De får skabt en overraskende portion følelsesmæssig tyngde i den højtflyvende præmis, mens instruktør Michaël R. Roskam også leverer mindst et decideret blæret kup.
Men Roskam og hans manuskriptforfattere vil mere end at levere en gammeldags kriminalromance.
Forbrydelse betaler sig ikke, og i filmens anden halvdel finder publikum for alvor ud af, hvorfor den ene del af titlen er Jailbird.
Tonen skifter fra let underholdning, til langt mere gritty kærlighedstragedie.
Det kan de fremragende skuespillere i hovedrollerne heldigvis godt bære, og selvom stakkels Gigis skæbne er selvforskyldt, fik jeg unægteligt ondt af ham. Men selvfølgelig endnu mere ondt af den stakkels racerkører Bibi, der stå anderledes uskyldig i hele miseren.
Skiftet fra glat kriminalfilm til tungsindig tragedie fungerer sådan set fint – i hvert fald til at begynde med – og er et fint eksperiment i genre-undergravning.
Men det er desværre som om instruktør Roskam ikke rigtigt kan stoppe igen. Sorgerne står i kø, og spilletiden forlænges mere end min tålmodighed kunne bære. Imens slår plottet tiltagende utroværdige krøller på sig selv i et forsøg på at forvandle Bibi og Gigis skæbne til en græsk tragedie af episke proportioner.
Det er for meget, faktisk alt for meget, og det truer med at få hele filmen til at ende som et narrativt spektakulært styrt på racerbanen.
Heldigvis kan de to hovedrolleindehavers talent strækkes længere uden at knække, end plottet kan. Racer and the Jailbird ender med at være en underholdende blanding midt imellem det troværdige og det utroværdige.
Matthias Schoenaerts og Adéle Exarchopoulos har rigeligt med talent og karisma at give af i centrum af denne velpolerede kriminalromance. De to stortalenter ender med at holde Racer and the Jailbird solidt plantet på racerbanen, også når den gaber over lige lovlig meget i sin anden halvdel.
