Good Manners anmeldelse: Et gyser-remix

Filmanmelderi er på mange måder en selvmodsigende beskæftigelse.

Det er især svært, når man skal formidle og anbefale en film, der klart fungerer bedst, hvis man ved mindst muligt om den, inden man ser den.

Sådan er det med Good Manners.

Min nydelse af filmen afhang i nogen grad af min meget begrænsede viden om filmen, inden jeg så den.

Good Manners er nemlig den type film, der svømmer mod syd, når man forventer den drejer til højre. Den er en fantastisk opfindsom genreblanding, der formår at stritte i forskellige retninger uden at blive noget rod.

Men en film skal selvfølgelig helst fungere på basis af mere end bare overraskelseseffekt, og det spår jeg også, at Good Manners gør.

Good Manners er nemlig lidt som et smukt kludetæppe, sat sammen af elementer du muligvis har set før, men aldrig helt i denne kombination.

I starten virker Good Manners som en slags socialrealistisk drama.

Den ensomme og økonomisk pressede Clara hyres af den velhavende Ana til at være både barnepige for Anas endnu ufødte barn, og også tage sig af Ana under selve graviditeten.

Anas pastelfarvede skyskraber-lejlighed er nærmest en anden verden i sammenligning med Claras beskedne hjem i udkanten af São Paulo.Men på tværs af klasseskel – og i øvrigt også hudfarve – begynder de to kvinder at nærme sig hinanden.

Så langt så godt.

Isabél Zuaa og Marjorie Estiano spiller fortrinligt i hovedrollerne. Havde Good Manners ikke bevæget sig væk fra sin startpræmis, havde den stadig været et effektivt brasiliansk drama.

Men mens de to meget forskellige kvinder, begynder at forstå hinanden, ulmer noget under overfladen.

En ildevarslende spilledåse slår tonen an for en film, der hele tiden går i en lidt anden retning end forventet.

Hvorfor er Ana så glad for kød, og er hendes forstyrrende søvngængeri helt normalt for gravide?

Inden længe snor Good Manners sig over i horrorfilmens territorium, og de fleste gysernørder vil nok vide, hvad der er på spil med Anas ufødte barn, lige så snart fuldmånen bliver involveret.

Men de to instruktører og manuskriptforfattere Marco Dutra og Juliana Rojas har endnu mere oppe i ærmet.

I sin anden halvdel laver Good Manners endnu en skarp u-vending, og lader sin fortælling vandre i endnu en uventet retning.

Det føles lidt som at se to fulde sæsoner af en serie i en enkelt film, mens Good Manners hopper frem og tilbage over grænserne mellem socialrealisme, magisk realisme, horror og drama.

Resultatet er et uforudsigeligt remix af genrer, der måske bedst kan beskrives som John Landis møder Pedro Almodóvar.

Det er nemt at læse Good Manners som både en allegori over klasseskel og en meditation over moderskab, men det er bestemt ikke nødvendigt for at nyde den kækt uforudsigelige historie.

Skuespillerne tager materialet 100% dødsens alvorligt, også når filmskaberne åbenlyst har et glimt i øjet, og Good Manners udfolder sin skiftevis gakkede, rørende og skrækindjagende historie i et selvsikkert astadigt tempo.

Det smukke kamerarbejde minder om en slags luksuriøst farvestrålende sæbeopera, eller måske Douglas Sirks klassiske kulørte melodramaer, mens lydsiden også byder på nogle af filmens allerbedste overraskelser.

Fantastiske praktiske effekter og effektiv brug af computergrafik vækker filmens mere – lad os kalde dem unaturlige – elementer effektivt til live.

Det er svært at formidle en film, som man ikke vil afsløre for meget om, men Good Manners klarer det egentlig også fint selv. Så se nu bare at få set den.

John Landis møder Pedro Almodóvar i denne komplet uforudsigelig gyser-fabel. Good Manners er en fremragende brasiliansk gryderet af en film, der kombinerer socialrealisme, melodrama og gys i sin egen blodfyldte og velsmagende blanding.