Mor & Søn anmeldelse: Næsten for blid

Mor og Søn er en blid og nænsom udforskning af…lidt af hvert.

Faktisk næsten for blid.

For instruktør Léonor Serraille har åbenlyst en stor kærlighed til sine karakterer.

Tag bare titlens mor; Rose — den ene af tre karakterer med hver deres kapitel i Mor & Søn.

Som set gennem Serrailles linse er Rose ikke bare en ting.

Hun er ikke bare endnu en indvandrer til Frankrig fra Elfenbenskysten, hun er også en stærk kvinde, der insisterer på at leve sit eget liv gennem en serie af mænd, der ikke skal kontrollere hende.

Hun er ikke bare en stærk mor, der håber på en bedre fremtid for sine sønner i et nyt land, hun er også en striks forælder, hvis konstante taler om succes sætter sig fast på uheldig vis i sine sønners hoveder.

For Serraille skal hun både give et indblik i et liv med kultursplittelse, moderskab og det at være en moderne kvinde med tunge traditioner på skuldrene.

Det er meget til en film. Rigtig meget. Og som i sin tidligere film Montparnasse Bienvenüe forsøger Serraile at lade sin film rumme alle facetter på en gang.

Den film havde også svært ved at holde fokus, men det er endnu sværere for Mor & Søn.

Selv hvis Rose var filmens eneste karakter, ville det have klædt filmen med mere fokus. Men hun står ikke alene.

Roses to sønner Jean og Ernest får mindst lige så meget plads i filmens små to timer, og de er mindst lige så sammensatte.

Gennem dem skal Mor & Søn sige mere om indvandring, om at være mand, om at være søn, om at vokse op uden at kende sit ophav, om at føle sig hjemme i en verden der dømmer dig alene på hudfarve.

Det er for meget og gør Serrailles tredelte karakterstudie så uklart i sit fokus at filmen smuldrede mellem mine fingre.

Hvad der ikke smuldrer, er de stærke præstationer.

For selvom Mor & Søn inkluderer mere end den reelt har plads til, så står skuespillet knivskarpt filmen igennem.

Annabelle Lengronne leverer en gribende præstation krydret med underspillet humor, der bør sende hende ud på en stor international karriere.

Det samme gælder for de forskellige skuespillere, der spiller Ernest og Jean gennem de 20 år filmen udspiller sig på.

Både Rose, Ernest og Jean føles aldrig som mindre end ægte mennesker, og det er unægteligt en præstation i sig selv.

Og det er selvfølgelig sympatisk, at Léonor Serrailles som filminstruktør både vil favne det hele menneske og samfundet omkring dem.

Men denne gang havde lidt mindre blidhed og lidt mere skarphed nok resulteret i en mere mindeværdig film.

Fremragende præstationer og en dyb strøm af humanisme kan ikke helt redde Mor & Søn fra at gabe over alt for meget.