Montparnasse Bienvenüe anmeldelse: Ustyrlige Paula

Nogle film lever simpelthen i kraft af en enkelt præstation.

Sådan er det helt unægteligt med Montparnasse Bienvenüe.

Uden Laetitia Dosch i den altdominerende hovedrolle som Paula, havde den simpelthen ikke været det samme.

Det hele kunne nemlig meget let være blevet ubehageligt karikeret. Et trin til siden og Paula kunne have været en af de der ‘hvor-er-kvinder-skøre’-figurer.

Ikke alene er Paula sådan ret manisk selvcentreret, hun er også lige blevet forladt af sin kæreste gennem 10 år, som hun ‘jeg-banker-hovedet-ind-i-din-dør’-desperat gerne vil have tilbage.

Bruddet sender hende på en – noget usandsynlig – rejse gennem Paris på jagten efter et nyt liv. Eller i det mindste bare et sted at bo.

Hun har brændt alle broer til sin mor, og der er ikke mange venner, der kan udholde Paulas noget anstrengende klodsede facon.

Paula er typen, der når at træde alle omkring sig over tæerne, inden hun overhovedet har opdaget, hvad der skete.

Den slags kvinder har jeg set på film før. Paula kunne næsten være en af Woody Allens bramfrie og halvskøre kvindefigurer, men Paula er simpelthen bedre.

Laetitia Dosch går ind i rollen med hud og hår, og gør Paula både irriterende og charmerende.

Oftest på samme tid.

Men mest af alt gør hun hende troværdig. Som et rigtigt menneske.

Og det endda til trods for filmens noget usandsynlige tilfældigheds-drevne plot.

Jeg kom simpelthen til at holde af Paula. Selv når hun lyver overfor en hjælpsom fremmed, der fejlagtigt tror, at de to er tidligere skolekammerater.

Montparnasse Bienvenüe er et karakterstudie, men også en slags coming-of-age historie.

Selvom hovedpersonen er 31 år gammel, virker det som, hun aldrig helt har haft chancen for at tage sine egne beslutning og ansvar for sit liv.

Den dominerende og velhavende kæreste har styret showet. Nu når Paula står alene, er det godt nok ikke så nemt, men der åbner sig samtidig en verden af nye muligheder.

På den måde får Montparnasse Bienvenüe en moderne stærkt feministisk åre, der kun gør ønsket om at se Paula klare sig endnu større.

Det skal til gengæld ikke lyde som om Montparnasse Bienvenüe er et humorforladt ideologi-drevet karakterdrama. Til det er Paula alt for sjov, og karaktererne omkring hende også alt for humoristiske.

Selv et ellers følelsesmæssigt barskt møde mellem mor og datter antager komiske dimensioner.

Desværre bliver Montparnasse Bienvenüe til tider også så rodløs som sin hovedperson. Filmen føles lidt lang, og en biperson eller to kunne godt være skåret fra på Paulas rejse.

Men Laetitia Dosch’s præstation er til gengæld hele tiden værd at opleve.

Montparnasse Bienvenüe er et veloplagt og humoristisk karakterstudie båret oppe af en fremragende præstation i hovedrollen. Den er godt nok lige så spraglet og distræt som sin hovedperson, men det kan man jo – næsten – ikke klandre den for.