The Strangers: Prey at Night anmeldelse: God gammeldags slasher-fest

Det tager noget tid før The Strangers: Prey at Night finder sig selv. Den er lidt som en teenager, der først skal bryde med sit ophav, før den rigtigt kan stå på egne ben.

Det er ellers lidt overraskende, at den overhovedet eksisterer.

Jeg havde ikke forestillet mig at se en efterfølger til The Strangers 10 år efter den første film. The Strangers var en effektiv omgang home-invasion gys, der havde overraskende stor succes både hos kritikere og publikum.

Måske er det derfor, at The Strangers: Prey at Night har lidt svært ved at finde sin egen identitet.

Som The Strangers starter den med den klassiske ‘based on true events’ tekst. Men at historien om en familie, der overfaldes af galninge over en nat i en øde trailerpark, skulle være sand, er temmeligt svært at sluge.

Det var straks mere overbevisende – selvom historien næppe var mere sandfærdig – i den oprindelige film, der spillede på den helt simple frygt, at fremmede kommer ind i dit hjem.

Og derfor halter The Strangers: Prey at Night sig også lidt frem i første halvdel. Familiedramaet om teenage-datteren, der skal sendes til en skole hun ikke vil til, er ikke nok til at gøre karaktererne troværdige.

Filmens stemningsopbygning – som den bruger rigeligt tid på – er heller ikke nær så effektiv som den første film.

Ja, ja, det er da lidt creepy, når en mystisk pige pludselig banker på midt om natten, men det er set alt for mange gange før, og ligegyldigt hvor langsomt der zoomes ind på en smiley på postkassen, bliver det altså ikke rigtigt uhyggeligt.

Igen gemmer The Strangers: Prey at Night sig lidt for meget i sin mors skørter.

Den tågeindhyllede trailerpark er stemningsfuld, men den indbyder ikke til de realistiske gys, den oprindelige film bød på.

Men så sker der heldigvis noget.

Støt og roligt finder The Strangers: Prey at Night ud af, hvem den er.

Det viser sig, at den er en god gammeldags slasherfilm.

Inspirationen fra John Carpenter er åbenlys allerede i de indledende credits, men det giver ikke rigtig mening før helvede bryder løs et godt stykke inde i filmen.

Trailerparken forvandler sig til Camp Crystal Lake, mens de uhyggeligt menneskelige skurke fra den første film tilsyneladende pludselig har Jasons evne til at teleportere sig rundt i mørket.

Vores helte jagtes af en pickup truck, der åbenlyst er en slags niece til gode gamle Christine, og morderne har åbenbart fået en forkærlighed for 1980’er pop.

Da The Strangers: Prey at Night når frem til et blodtilsølet og neonoplyst opgør ved en swimmingpool til tonerne af Bonnie Tylers Total Eclipse of The Heart, var jeg sgu helt solgt.

Det er samme retro-inspiration, som en række nye gyser-instruktører hviler på, men The Strangers: Prey at Night er forfriskende mindre uprætentiøs end film som It Follows.

Den er tilfreds med at levere en omgang velinstrueret slasher-fest – der godt nok er mere Sean S. Cunningham end John Carpenter – og den slags er efterhånden en mangelvare.

Så ja, det tager noget tid før The Strangers: Prey at Night finder sit fodfæste, men da den endelig gør, er det altså svært ikke at være underholdt.

Derudover bør det fejres – og støttes – at en film som The Strangers: Prey at Night overhovedet finder vej til de danske biografer, i en tid hvor alt for mange genrefilm flyver forbi de danske lærreder.

Hatten – eller måske sækken på hovedet – af for den danske distributør Angel Films.

The Strangers: Prey at Night er et iskoldt glas slasher-saftevand i en ørken af kunstfilm. Den starter som en sløv efterligning, men forvandler sig heldigvis til solid og skamløs gyserunderholdning af den gamle skole.