Koko-di Koko-da anmeldelse: På telttur i et mareridt

Med sin debutfilm Kæmpen forvandlede Johannes Nyholm en oprigtigt sær film til en feel-good underdog-historie

Eller måske forvandlede han en feel-good underdog-historie til en oprigtigt sær film. Jeg er ikke helt sikker.

Jeg er heller ikke helt sikker på Nyholms nyeste film Koko-di Koko-Da. Men jeg kan med sikkerhed sige, at den ikke kan kaldes feel-good.

Feel-bad er nok mere rammende.

Det er nemlig noget af en mareridtsvision, Nyholm har fået skruet sammen.

I en sælsom blanding af fabel, komedie, artfilm, voldelig horror a la Last House on the Left og, ja, jeg ved det ikke, Fredagsbio måske? Kaster Nyholm blikket mod et dysfunktionelt parforhold.

Men det er svært at klandre hovedpersonerne Elin og Tobias for, at deres telttur til de svenske skove rummer mere dårlig stemning end harmonisk kærlighed.

Tre år tidligere har de to nemlig været ude for en forfærdelig tragedie, der har presset parforholdet til det yderste.

Den tragedie skal ikke afsløres, selvom du desværre kan finde den i næsten alle anmeldelser af Koko-di Koko-da.

Men den gør sig unægteligt bedre i Nyholms perfekt eksekverede åbningsscene.

Koko-di Koko-da anmeldelse
Foto: Øst for Paradis

I en kombination af sort humor og hjerteknusende tragik inviterer Nyholm publikum en tur med til Danmark i filmens begyndelse, og gør det dermed klart – ligesom i Kæmpen – at Danmark er et helt igennem frygteligt sted.

Danmark følger endda med til de svenske skove, når ingen ringere end Peter Belli begynder at hjemsøge det i forvejen plagede par.

Klædt i hvidt er han leder af en morderisk trio, der på brutal vis sætter en dæmper på Elin og Tobias’ i forvejen forpinte telttur.

Det er hæsligt at være vidne til den mystiske gruppe – der i øvrigt ser ud som om, de er trådt ud af en tegnefilm fra 1930’erne – når de tilsyneladende uden grund torturerer det sagesløse par.

Koko-di Koko-da anmeldelse
Foto: Øst for Paradis

Men helt uden grund er det selvfølgelig ikke.

For den mystiske trio repræsenterer pinsel, man ikke kan slippe væk fra.

Om det er pinslen fra filmens indledende tragedie, eller bare fra den klaustrofobiske følelse det er, at være fanget i et forhold hvor to mennesker har mistet omsorgen for hinanden, giver Nyholm aldrig et entydigt svar på.

Den svenske instruktør er mere interesseret i de følelser det vækker og i at skabe sit helt eget mareridtsunivers.

Begge dele lykkes til fulde. Hjulpet godt på vej af de helt fantastiske dukkesekvenser, der har ansvaret for at bære filmens allermest skrøbelige følelser.

Koko-di Koko-da anmeldelse
Foto: Øst for Paradis

Samtidig har Koko-di Koko-da en åre af den samme skælmske humor, Nyholm også leverede i Kæmpen.

Selv når Koko-di Koko-da er i sit mest rædselsvækkende hjørne, er det svært ikke at trække på smilebåndet.

Hvis det lyder sært, så har du ret.

Men det giver hele tiden følelsesmæssig mening.

Præcis som de allerbedste mareridt.

Johannes Nyholm forbliver en af skandinaviens mest nyskabende instruktører med en fantastisk underholdende og forbløffende rørende mareridtsvision.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer