If Beale Street Could Talk anmeldelse: Verbal elegance

Hold nu kæft, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne udtrykke mig som karaktererne i If Beale Street Could Talk.

For sikke de kan tale.

De udtrykker ubesværet deres følelser til hinanden i et sprog, der lander et sted mellem typisk 70er ‘can you dig it?’-jive snak og skrøbeligt følsom lyrik.

Sådan er der selvfølgelig ingen virkelige mennesker, der taler, men det forhindrer det ikke i at være en fryd for øret.

Eller rettere, måske var der en enkelt, der var i stand til at tale med så stor skønhed og præcision: James Baldwin.

If Beale Street Could Talk er nemlig baseret på romanen af Baldwin, hvis ukuelige humanisme og sylespidse samfundskritik blev portrætteret så fantastisk i dokumentaren I Am Not Your Negro.

Hvis du ikke har set den, eller måske læst noget af Baldwin, så kan det anbefales at gøre før eller efter du ser If Beale Street Could Talk, for forfatteren kan mærkes i hvert eneste øjeblik af filmen.

Instruktør Barry Jenkins har imponerende stor succes med at oversætte Baldwins ord til billeder, og har med sin egen stil skabt en film, der er så Baldwinsk, som den kan blive.

If Beale Street Could Talk anmeldelse
Foto: Angel Films

Centralt står den gnistrende kærlighedshistorie mellem Tish og Fonny, der forelsker sig i 1970ernes solbeskinnede Harlem.

Deres kærlighed er af den helt rene billedskønne slags – det hjælper at skuespillerne KiKi Layne og Stephan James er cirka så smukke, som mennesker kan blive – der kan overkomme selv de største problemer.

Inden længe er Tish blevet gravid udenfor ægteskab, og selvom det oprører Fonnys religiøse mor, så kan de to unge turtelduer overkomme det meste. Ikke mindst med hjælp fra den betingelsesløse kærlighed fra Tishs familie.

Men den gribende romance får ikke lov til at stå alene.

Pludselig må Tish nemlig kun se Fonny fra den anden side af en glasrude, da Fonny ender i fængsel, for en voldtægt, han ikke har begået.

If Beale Street Could Talk anmeldelse
Foto: Angel Films

Kærligheden må kæmpe mod den systemiske racisme, som den altid gør hos Baldwin, og resultatet er blevet en gribende filmoplevelse.

Jenkins har skabt et manuskript, der med spring i tid både låner fra thrillerens spænding og samtidig leverer en af de helt store kærlighedshistorier.

Bag det hele hviler selvfølgelig den sure smag af samfundskritik, netop fordi uretfærdigheder går ud over mennesker, der føles så ubetinget menneskelige.

Det er en gribende oplevelse, der ikke føles helt som noget andet jeg har set.

Det skyldes ikke mindst fotograf James Laxton og hans magisk-nostalgiske billeder af 1970ernes Harlem.

If Beale Street Could Talk anmeldelse
Foto: Angel Films

Laxton bader skuespillerne i ravfarvet lys og skaber en film, der er lige så rig i sine billeder, som den er i sine ord.

Kun en enkelt gang, med en karikeret ond betjent, mister If Beale Street Could Talk sin elegance.

Men den er heldigvis hurtigt genfundet, når Nicholas Brittels musikalske blanding af jazz og guldalder-Hollywood leder publikum tilbage til filmens unikke univers.

Jeg ved af gode grunde ikke, om James Baldwin ville have været stolt.

Men det burde han have været.

If Beale Street Could Talk er en sanselig og dybt berørende blanding af gribende kærlighedshistorie, retssalsdrama og bidende samfundskritik.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer