Godzilla Minus One anmeldelse: Et bæst med balance

Godzilla har haft vidt forskellige størrelser i de næsten 70 (!) år monstrenes konge frydefuldt har hærget verdens biografer.

Men stor er den destruktive øgle altid.

Så meget desto mere imponerende er det, at monstret i sin 33. film (37 hvis vi inkluderer de mindre værdige amerikanske tilføjelser) har balance som en linedanser.

For det er noget af et cirkusnummer, at Godzilla Minus One holder balancen, så godt som den gør.

Instruktør Takashi Yamazaki blander nemlig et væld af toner og ideer i sin filmiske heksegryde. Løjerne kunne nemt skille som en fejlslagen julesovs og slutte sig til den mere forglemmelige ende af Godzillas imponerende filmografi.

For en blanding af højnet skuespil på kanten af det overgjorte, uforfalsket melodrama, samfundskritik, udforskning af nationale traumer, eventyrfilm ala slutningen på Jaws, et væld af kærlige retro monsterfilmsreferencer, krigsfilm og biografrystende effektsekvenser burde vel egentlig ikke fungere.

Men både Godzilla og Yamakazi holder balancen og gør Godzilla Minus One til en af de bedste Godzilla-film siden Ishiro Hondas original.

Og netop den reference er relevant for at forstå Godzilla Minus One, der på mange måder går back-to-basics, når den igen forvandler Godzilla til en manifestation af Japans nationale traumer.

I Yamakazis film er Godzilla ikke vores ven i kampen mod andre gigantiske monstre, den er en grusom overmagt, som menneskeheden ikke har en chance mod.

Sjældent har Godzilla været helt så skræmmende, som når den overraskende tavst glider gennem vandet mod Tokyo i Godzilla Minus One.

Og sjældent har menneskene føltes helt så chanceløse, som filmens hovedpersoner, hvis liv allerede er trøstesløse i et ødelagt efterkrigs-japan, inden Godzilla dukker op.

Og Godzilla Minus One giver sig tid til sine karakterer, så man som publikum investeres i deres historie.

Filmen satser på det personlige frem for offentlige myndigheder, der kigger på kort, som ellers ofte er en svøbe for Godzilla-film.

Så Godzilla Minus One tager sig selv og sit monster alvorligt, men den er også fuldt funderet i sit job som blockbuster-monsterunderholdning.

Godzilla-sekvenserne mere end leverer varen.

Måske er det fordi instruktør Yamazaki selv har fingrene direkte i filmens effekter, at Godzilla Minus One bruger dem langt mere ærefrygtindgydende og historiefortællende end de seneste års amerikanske Godzilla bud har gjort med langt flere ressourcer.

Actionscenerne føles Spielbergske i deres brug af lyd og kamerabevægelser og de er både adrenalinpumpende og ladet med en kærlighed til monsterfilmshistorie, som ikke er til at skjule.

Det hele udmønter sig i en uforlignelig crowdpleaser af en finale til søs, hvor samfundets underdogs må stå sammen i stedet for at stole på staten.

Det er medrivende i en grad som kun få underholdningsfilm i år kan følge med på.

Imens leverer Naoki Sato et soundtrack, der veksler mellem en moderne Hans Zimmer-lyd, der til tider giver filmen en Dunkirk-lignende fornemmelse, til klassisk orkestermusik stykket sammen af en række Godzilla-temaer, der nok skal give fans gåsehud.

En plotudvikling eller to er svære at sluge hen mod filmens slutning, men det er ikke nok til at forhindre Godzilla Minus One i at nå helt til tops blandt Godzilla-film.

Det bæst kan holde balancen.

Godzilla Minus One hører blandt årets bedste biografoplevelser og er en storslået tilbagevenden for monstrenes konge, der får de amerikanske forsøg til at ligne haleløse firben.