Japanske fortællinger anmeldelse: Levende novellesamling
På både godt og ondt føles instruktør Ryûsuke Hamaguchis film Japanske fortællinger lidt som at få stukket en novellesamling i hånden i danskundervisningen.
Hamaguchis film består nemlig af tre selvstændige historier, der hver leverer et minimalistisk lille drama med en snert af magisk realisme.
Det søgte går hånd i hånd med de ægte følelser, når Hamaguchi lader livsbaner blive ramt af skæbnens luner – eller er det tilfældighed? – og sender sine karakterer i nye retninger.
Et tematisk fællesskab mellem de tre historier kunne handle om kampen med at finde menneskelige forbindelser i et umenneskeligt samfund.
Eller måske de små afgørende drejninger et liv tager, helt uden man lægger mærker til det.
Hver historier får et lille overraskende uvirkeligt twist. Til tider inde fra karaktererne selv, andre gange af mere udefrakommende og unaturlig karakter.
Netop derfor er den oprindelige titel, direkte oversat til Wheel of Fortune and Fantasy, noget mere rammende end den vage danske oversættelse Japanske fortællinger.
For der er ikke nødvendigvis noget iboende japansk i de melankolske historier om glemt kærlighed og forbigåede muligheder.
De er universelle.
Også selvom karaktererne har det med at tale noget anderledes end de fleste.
Hamaguchis personer er nemlig fra Richard Linklater-skolen af dialog, hvor man nemt kan tale længe og klart om både sine egne og andres følelser.
Det er cirka lige så fascinerende, som det er utroværdigt, men Hamaguchi får alligevel skabt sit eget univers, hvor de følsomme personers ekstreme selvbevidsthed giver mening.
Filmsproget giver også personerne rigeligt plads. Billederne af fotograf Yukiko Iioka er ikke altid på den rigtige side af grænsen mellem minimalistisk og fladt filmsprog.
Men stilen giver alligevel mening, når et pludseligt zoom eller brat klip markerer skift i fortællingerne.
Indholdet i de tre små fortællinger, skal du næsten selv have lov til at opleve.
For præcis som mange noveller i danskundervisningen, er Japanske fortællinger rørende mens den står på og lidt mere død, når først den er gennemanalyseret.
Japanske fortællinger er en rørende og melankolsk lille antologifilm med en række finurlige overraskelser undervejs.
