Old anmeldelse: Shyamalans nyeste film gør dig gammel før tid

Old anmeldelse: Besked fra rummet

M. Night Shyamalans arbejde som instruktør får mig i tiltagende grad til at tænke på rumvæsner.

Det startede selvfølgelig allerede med Signs, den sidste virkeligt gode film Shyamalan lavede inden hans output blev ujævnt.

Men det nu ikke de bogstavelige rumvæsner i Signs, jeg tænker på.

Det er mere Shyamalan selv, der er begyndt at virke som et rumvæsen.

Med Split troede jeg egentlig, at den engang så imponerende instruktør var tilbage på rette spor – det var han ikke – men selv hans bedste film i en årrække havde en snert af rumvæsen over sig.

Med Shyamalans nyeste film Old er vi helt tilbage på The Happening-niveau. Begge film føles som var de instrueret af væsner fra en fjern galakse.

Som om enorme intellekter har spottet vores lille blå planet fra fjern afstand, og har bestemt sig for at sende os en afgørende besked gennem et medie vi forstår: film.

Desværre har rumvæsnerne grundlæggende problemer med at forstå og imitere normal menneskelig opførsel, så resultatet er har en bizar tone og er spækket med helt uforståelige karakterer.

Uden at afsløre mere end filmens egen trailer, sender Shyamalans nyeste film en gruppe mennesker ud på en mystisk strand, der som titlen antyder får dem til at ældes ufatteligt hurtigt.

Det koncept har rumvæsnet Shyamalan snuppet fra tegneserien Sandcastles. Og det er et godt koncept.

Tanken om et liv komprimeret til en enkelt dag er rædselsvækkende. Pludselig er dine børn voksne, mens din egen krop går itu.

Desværre forsvinder det koncept fuldstændig blandt de andre ubesvarede spørgsmål i Old.

Hvorfor opfører alle karaktererne sig mere som bevægelige mannequiner end rigtige mennesker?

Hvorfor skriver Shyamalan replikker, som det er umuligt at forestille sig et levende menneske sige?

Hvordan kan Shyamalan instruere på papiret uhyggelige scener, og få dem til at virke som en glemt Monty Python-sketch?

Gør han det med vilje?

Hvordan kan Shyamalan allerede indenfor de første fem minutter udpensle sine metaforer så tykt, at man er ved at kaste op, for derefter at glemme dem fuldstændig i de sidste tyve minutter?

Har Shyamalan virkelig verdens dårligste forståelse af psykisk sygdom?

Jeg har ikke svarene, og jeg vil gerne tilføje, at det smerter mig at tale dårligt om Shyamalan.

En lille bøn til Danmarks filmanmeldere: prøv nu at undgå racistiske jokes med mandens navn. Vi har forstået du er fra en anden kultur, men jeg er ret sikker på, at du godt kan stave til Shyamalan alligevel.

Det fortjener han.

Selv i Old skimter man mandens talent for gennemtænkte sekvenser. Det der gjorde hans første tre film så imponerende.

Det er bare blevet svært at gennemskue, hvad tankerne bag er.

Så jeg vælger at tro, at noget ligger bag. 

Det kunne da godt være en skjult besked fra rummet, kunne det ikke?

Old føles som et afsnit af Twilight Zone instrueret af nogen, der aldrig har mødt et levende menneske.

2 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
Facebook kommentarer