Engle går i hvidt anmeldelse: Marilyn Monroe og de kinesiske kvinder

Marilyn Monroe tårner sig op på stranden ved en kinesisk kystby i Engle går i hvidt.

Hun er selvfølgelig i den berømte positur fra Den søde kløe med den ikoniske hvide kjole flagrende op om hofterne. Og så er hun kæmpestor og lavet af plastic.

Et af de ultimative sexsymboler. Eller måske rettere sexobjekter.

Det er i hvert fald hvad de fleste piger og kvinder får lov til at være i Engle går i hvidt.

Om det er teenagepigen, Mia, der må føje sin overordnede fordi hun ingen opholdstilladelse har, eller den helt unge pige Wen, der pludselig befinder sig på et hotelværelse sammen med en anden pige og en lokal, magtfuld og midaldrende mand.

Begge er bare objekter, som stort set alle filmens mænd bruger efter forgodtbefindende.

Det er i øvrigt episoden på hotellet, det hele handler om.

Mia ser som eneste vidne manden – der senere skal vise sig ikke at være hvem som helst – trænge ind på hotelværelset til to 12-årige piger, men angst for at miste sit job – og det der er værre – holder hende fra umiddelbart at fortælle, hvad hun har set.

Den episode fungerer som katalysatoren i Vivian Qus film, der er en af de få kinesiske film, der finder vej til de danske lærreder.

Engle går i hvidt er en lavmælt, men også barsk omgang, der udstiller det kinesiske samfund som en gennemkorrupt konstruktion, der alt for ofte placerer kvinder som laveste del af totempælen.

Stakkels Wen bliver beskyldt for selv at være skyld i det eventuelle overgreb, og hendes mor beslutter sig hurtigt for ikke at følge op på sagen da den magtfulde mand tilbyder at betale Wens fremtidige uddannelse.

Den slags episoder kan jo give et dårlig ry.

Klogeligt viser instruktør Vivian Qu aldrig, hvad der egentlig sker på hotelværelset, men kun konsekvenserne for de involverede kvinder efter.

En kvindelig advokat kæmper Wens sag og prøver desperat at få Mia til at åbne op, om det hun har set, men den systematiske undertrykkelse af kvinder gør hendes vej til en ulidelig forhindringsbane.

Alt dette viser Engle går i hvidt med et beundringsværdigt mådehold, og en håndfuld fremragende præstationer – blandt andet fra de unge hovedroller.

Resultatet er en indigneret film, der med et imponerende afdæmpet filmsprog støt og roligt optrevler et korrupt samfund gennemsyret af misogynisme.

Desværre kan Qu ikke dy sig for den bogstaveligt tonstunge symbolisme med plastic-Monroe på stranden, som filmen vender tilbage til alt for mange gange.

Det inkluderer en slutning, der skærer tematikken ud i alt for tykt pap.

Det forhindrer heldigvis ikke Engle går i hvidt i at være et vellykket og ofte hjerteskærende drama.

Men det er nu alligevel en film, der er bedst, når den taler med små bogstaver.

Engle går i hvidt er – for det meste – en imponerende afdæmpet og hjerteskærende udforskning af et korrumperet samfund, der systematisk undertrykker kvinder.