Christian IV – Den sidste rejse anmeldelse: En tur i kareten

Periodefilm kan have en tendens til at tabe de menneskelige følelser blandt alle de opulente kjoler og smukke slotte.

Det er der ingen fare for i instruktør Kasper Kalles debutspillefilm Christian IV – Den sidste rejse.

For Kasper Kalle har nemlig valgt at skære sit portræt af en af Danmarks mest berømte konger helt ind til knoglen.

Christian IV – Den sidste rejse begrænser sig nemlig – med enkelte undtagelser – til at foregå i Christian IV’s kongekaret, der fragter den dødssyge Christian mod Rosenborg slot, på det der skulle vise sig at blive kongens sidste rejse.

Undervejs sender Christian bud efter sin ekskone Kirsten Munk, som han helt bogstaveligt har holdt fanget efter en heftig skilsmisse.

I Christians febervilde tilstand forvandler Christian IV – Den sidste rejse sig til et stilfuldt karakterstudie, der med den aldrende Christian som rammehistorie rejser tilbage gennem højde- og lavpunkter i det stormombruste forhold til Kirsten.

Men kun oplevet fra hestevognen.

Christian IV - Den sidste rejse anmeldelse
Foto: Reel Pictures

Det er et smart narrativt træk, der selvfølgelig har nogle åbenlyse budgetmæssige fordele, men som også gør den potentielt lidt støvede historie til et intenst næsten klaustrofobisk kammerspil.

Det bliver mere en universel fortælling om kærlighed og jalousi, end et egentligt historisk drama, men selvom Kalle tager sig en del kreative friheder, hvad angår de historiske detaljer, så føles karakterernes kerne troværdige.

Og de kreative friheder er på mange måder filmens bedste kort.

Christian IV – Den sidste rejse er nemlig en stilfuld film, der både tilsætter moderne engelsksproget musik til sin 1600-tals historie og har en vis kunstighed i sit visuelle udtryk.

Christian IV - Den sidste rejse anmeldelse

På et tidspunkt lader Kasper Kalle endda virkeligheden uden for hestevognen forandre sig, og den slags voldsomme stilistiske udtryk kunne Christian IV – Den sidste rejse egentlig godt have brugt endnu flere af.

Catherina Pattinama Coleman leverer en smuk billedside, der effektivt får formidlet skift i tid og rum, selvom hestevognen aldrig forlades, mens Linda Man effektivt klipper mellem den aldrende og yngre Christian, uden publikum mister orienteringen.

På skuespilsiden er det lidt mere ujævnt.

Christian IV - Den sidste rejse anmeldelse
Foto: Reel Pictures

Bedst er Rudi Køhnke og Rosalinde Mynster som de unge udgaver af hovedpersonerne. De spiller begge både følsomt og nysgerrigt, og gnisten imellem dem er troværdig.

Karen-Lise Mynster, der jo som bekendt er mor til Rosalinde, tager sig også godt af den ældre Kirsten.

Men det er mere svært at forlige sig med Baard Owe, der i sin sidste præstation måske virker lige teatralsk nok som den døende Christian.

Det er egentlig i sig selv en fin præstation, men den stikker ud mellem resten af det naturalistiske spil.

I sidste ende fortæller Christian IV – Den sidste rejse en gribende historie om kærlighed og jalousi, som ikke kun konger kan sætte sig ind i.

Christian IV – Den sidste rejse er et stilfuldt karakterstudie og kærlighedsdrama og en mere end almindeligt lovende debut for instruktør Kasper Kalle.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer