Elvis anmeldelse: Mere Baz end nogensinde

Jeg ved ikke rigtig, om Elvis er en god film.

Sådan tænkte jeg, da de overanimerede forgyldte rulletekster vandrede hen over lærredet efter to en halv time i selskab med instruktør Baz Luhrmanns nyeste film.

For Elvis har simpelthen så mange elementer, der siger mig, at den ikke er en god film. Alligevel var jeg grebet — næsten — hele vejen igennem, og jeg glæder mig til at se den igen.

Og så er det jo nok en god film.

En ting er i hvert fald sikkert, Elvis er en Baz Luhrmann-film. Måske den mest Baz Luhrmann’ede film, den australske instruktør har lavet. Mere Baz end nogensinde.

Måske en mere passende titel faktisk havde været Baz. For instruktøren er muligvis endnu mere interesseret i at finde vej tilbage til den hyperkinetiske stil, der gjorde ham til et navn for snart to årtier siden, end han er i Elvis Presley.

Elvis går i hvert fald til hovedåren og kunne med sin idiosynkratiske brug af musik, høje klippetempo, campede tone og højstemte melodrama nemt være en del af Luhrmanns såkaldte Red Curtain-trilogi, der tæller Strictly Ballroom, Romeo+Juliet og Moulin Rouge.

Inden for de første fem minutter har Luhrmann allerede taget os på den første håndfuld computeranimerede kamerature gennem Las Vegas, med ind i Elvis’ kyniske manager ‘colonel’ Tom Parkers indre drømmeverden og remixet et sted mellem 1 og 50 Elvis-numre (jeg holdt op med at tælle).

Det er for meget. Alt for meget. Som en biografisk film instrueret af Michael Bay. Fyldt med kreative valg, der ikke altid giver mening.

Men det er også umanerligt underholdende. Tom Hanks overspillende og totalsminkede præstation som Colonel Parker er ikke ligefrem traditionelt god, men den er aldrig kedelig!

Fungerer det helt efter hensigten, når Britney Spears’ Toxic eller tunge hip-hop beats væver sig ind i Elvis’ musik; nej, men det får biografsædet til at ryste, så det er umuligt ikke at smile!

Det er lige bastant nok, at unge Elvis bogstaveligt inspireres til sin musik ved at stå midt imellem en blues-knejpe og en højstemt religiøs tjeneste, men det er fandeme også underholdende!

Det er lige tilpas for meget.

Andre kreative valg er måske mere direkte forfejlede. Jeg forstår f.eks. ikke, hvorfor historien om Elvis skal fortælles af manden, der udnyttede ham. Det er både bizart og forvirrende, at den reelle hovedrolle i Elvis er den pengegriske Colonel Parker.

Jeg er også ærgerlig over, at Luhrmann perfekt iscenesætter en række ikoniske sange, men så skamklipper dem og afslutter dem før tid.

Musikken bliver mere et konstant bagtæppe end et egentligt fokus.

Det er virkelig en skam. Især fordi det bedste kort i Elvis unægteligt er Austin Butler i titelrollen.

Butler er intet mindre end fantastisk i rollen som Elvis, både som overfladisk imitation, som fantastisk performer på scenen — Butler synger selv sangene — men også med en præstation, der bevæger sig forbi det overfladiske og gør Elvis til et helt menneske.

Selv når Luhrmann har mere travlt med sin 17. mega splitscreen leverer Butler varen, så min kæbe var på gulvet.

Det havde nok klædt filmen, at give lidt mere plads til Butlers Elvis end til Baz, men så havde det også været en anden film.

Og den film vi har fået, er sådan set god nok i sig selv.

Tror jeg nok.

Austin Butler leverer en svimlende god præstation som kongen selv, mens filmen omkring ham føles som at blive begravet levende i guldpailleter. På den gode måde. Tror jeg nok.