Creed II anmeldelse: Teknisk knockout
Creed var et lille film-mirakel.
En filmfornøjelse der bar Rocky-franchisen frem af nye veje på sine muskuløse skuldre.
Og lad mig gøre det klart med det samme: det er Creed II ikke.
Creed-instruktør Ryan Coogler er nu producer og manuskriptforfatterne er skiftet ud – blandt andet har Stallone efter Creed eletriske genoplivning af genren valgt at blande sig mere igen – og det mærkes.
Creed II kan ikke hamle op med den oprindelige.
Men det er alligevel en solid efterfølger.
Som erstatning for den fornyende Creed leverer den nye instruktør Steven Caple Jr. mere noget, der minder om Rocky II: en underholdende videreførelse af elskelige karakterer.
Og det er egentlig godt nok.
For bokseguderne skal vide, at karaktererne i Creed er elskelige.
Michael B. Jordan vender tilbage i titelrollen, og hans Adonis er stadig lige dele hårdtslående, viljestærk og følsom.
Tessa Thompson er også uhyrligt sympatisk som Creeds hørehandicappede musiker-kæreste Bianca, og deres forhold udvikles i retninger, der er lige så rørende som de er forudsigelige.
Og så er der gode gamle Stallone, der trækker Rocky-rollen ned over hovedet lige så ubesværet som den ikoniske lidt for lille hat, han altid har på hovedet.
Rocky er efterhånden blevet en slags bokse-Yoda, der uddeler flere visdomsord end bøllebank, og det klæder det kærlige store brød.
Og så er det selvfølgelig fantastisk at se ham over for Dolph Lundgrens Ivan Drago igen.
For hvis det skulle være gået nogens (brækkede) næse forbi, så leverer Creed 2 den uundgåelige historie om Creeds kamp mod sønnen af den mand, der dræbte hans far i Rocky IV.
Det er selvfølgelig en nostalgisk fornøjelse, men Creed II går heldigvis ikke den helt åbenlyse vej med genkomsten af den ultimative Rocky-skurk.
Nok er det første gensyn mellem Rocky og Drago en isnende trussel, men selv den oprindelige tegneserie-lignende skurk Drago får overraskende nuancer.
Faktisk er det forholdet mellem Dragon-senior og junior, der leverer et af filmens mest tilfredsstillende og rørende øjeblikke.
Steven Caple jr. har fin sans for personinstruktion, og personerne føles så troværdige som altid, i en film der i lange stræk – som i de bedste Rocky-film – mest er et afdæmpet drama.
Og så skal formularen selvfølgelig ikke undervurderes.
Når klokken ringer ind til den afsluttende duel, så er der selvfølgelig al frydefulde gåsehud som Rocky-opskriften kan levere – også selvom selve kampene ikke er nær så visuelt skarpe, som de var i Ryan Cooglers forgænger.
Men det er også problemet med Creed II. I stedet for at bygge videre på friskheden fra Creed går film den sikre men også forudsigelige vej.
Eventuelt flere efterfølgere bør fase trådene til de oprindelige Rocky-film ud og i stedet lade Creed bane sin egen vej, hvis ikke historien skal gentage sig i en række tiltagende skuffende og overdrevne efterfølgere.
Men selvom Creed II mere er en teknisk knockout i sammenligning med sin forgængers legendariske KO, så er den stadig bedre end en film, der egentlig kunne have heddet Creed II: Rocky VIII: Rocky IV Volume II, har nogen ret til at være.
Creed II leverer varen! Her er rigeligt med gåsehud og tårer i øjenkrogen, også selvom det er en mere konventionel film end sin forgænger.
