Bros anmeldelse: Cacio e pepe

Her den anden dag prøvede jeg for første gang at lave den italienske pastaret cacio e pepe.

Den ret kunne på overfladen ikke være mere enkel. Den består af pasta, Pecorino-ost, peber og lidt pastavand.

Og alligevel blev den ikke helt som den skulle. Osten klumpede og lavede strenge i stedet for at blive til en cremet sovs.

For det viser sig, at cacio e pepe ikke er helt så let at lave alligevel. For lidt varme, så smelter osten ikke. For meget varme og så bliver osten strenget og klumpet. Der er kun et ganske lille varmeinterval, hvor retten bliver perfekt.

Nu spørger du måske dig selv, hvad mit eventyr med cacio e pepe har at gøre med den romantiske komedie Bros. Men bare rolig. Jeg har en pointe.

Tror jeg nok.

Bros, med Billy Eichner i hovedrollen og Nicholas Stoller i instruktørstolen truer nemlig også flere gange med at blive skilt. Ingredienserne trækker lidt i hver sin retning.

For Bros er slået op som den første LGBTQ+ romantiske komedie fra et stort filmstudie. Endda med en række LGBTQ+ personer på rollelisten.

Og det vil filmen også gerne selv gøre opmærksom på.

Billy Eichners karakter arbejder på et LGBTQ+ museum, og har en næsten uendelig række — ofte rammende og sjove monologer — om repræsentation af miljøet i popkultur.

Parret i centrum får endda lov til at kysse foran det første afbillede homoseksuelle kys.

Og samtidig vil Bros også gerne bare være en romantisk komedie efter alle genrens regler.

Den er proppet med varmt oplyste middage, romantiske strandture og sødsjove dialogscener, mens de to elskende nærmer sig hinanden.

Og det er her løjerne truer med at skille præcis som min cacio e pepe.

For ingen tvivl om, at Bros står stærkest, når den fokuserer på sine karakterer.

Billy Eichner — der for alvor slog igennem med Billy on the Street — er et stærkt bud på en klassisk småneurotisk romcom-hovedperson.

Som en hyperagressiv skygge af Woody Allen får han med held overført sin komiske persona til biograflærredet, men også skabt en karakter, man holder af.

Og måske endnu bedre er hans udkårne Aaron.

Aaron spilles af Luke Macfarlane med nuance og selvmodsigelser, så han føles som et ægte menneske, i en film der ellers foregår i et noget højnet univers.

Man køber deres romance, og det er når filmen fokuserer på de to, som klassisk romantisk komedie, at tingene virkelig spiller.

Desværre skal der også findes tid til de velmenende betragtninger om LGBTQ+-historie og repræsentation. De er selvfølgelig både korrekte og sympatiske.

Men de fjerner også tid og opmærksomhed fra det centrale: Den søde kærlighedshistorie. En kærlighedshistorie der i kraft af sin eksistens rummer de samme pointer om repræsentation.

De to sider af filmen spænder desværre lidt ben for hinanden.

Men Bros ender på den vellykkede side af ligningen.

Heldigvis går det ikke helt galt, og i en fin finale — hvis du er til romantiske komedier — får filmen faktisk de to sider til endelig at smelte sammen.

Som en god cacio e pepe.

Bros er en både sjov og sødmefuld romantisk komedie med en veloplagt og rablende Billy Eichner i hovedrollen.